Når det hele ser anderledes ud
For fanden hvor er det åndssvagt. Jeg synes at det er så dumt. Af mange årsager. Dels er det corona tid og hvorfor bruge tid på noget, som ikke er vigtigt? Dels har jeg fået alt det jeg drømte om: Kristian og Alfred, en familie. Min familie. Men uanset hvor dumt jeg synes at det er, så fylder det og det er sådan at jeg har det. Jeg har det svært i min “nye” krop. Måske er det fordi at jeg i ret mange år, har hvilet i min krop og faktisk været glad for det jeg så i spejlet. Og det er ikke fordi at jeg græder, når jeg kigger på mig selv nu, men jeg føler ingen glæde og jeg hviler ikke i min krop. Udover at min krop ikke kun er min, men mere er Alfreds, så ser den anderledes ud. Jeg har en forestilling om, hvordan min krop ser ud – den krop jeg har i mit hoved er den krop jeg havde, inden at jeg blev gravid. Men når jeg så kigger mig selv i spejlet, så får jeg et lille chok hver gang. Det lyder skørt, måske du kender det. Men så går det op for mig, at det er sådan her jeg ser ud nu.
Og det kan virke helt latterligt for dig, som læser det her. Jeg har tænkt det samme – når jeg har læst eller hørt kvinder tale grimt om deres krop. Men det er fordi at jeg ikke har forstået. Fordi jeg glemte hvordan det er, ikke at føle sig hjemme i sin egen krop. For det er faktisk dét, der fylder mest. Jeg føler mig ikke længere hjemme i min egen krop. Den føles anderledes. Når jeg træner, føles den anderledes. Når jeg går, føles den anderledes. Jeg er blød steder hvor jeg ikke har været blød før. Jeg kan ikke træne i så lang tid, som jeg gerne vil. Ikke fordi at Alfred ikke sover, for han elsker at sove i sin barnevogn, mens vi træner. Men min krop kan ikke længere være presset i længere tid. Hvilket jo giver god mening – for træner jeg for hårdt, kan det gå udover min mælkeproduktion (har jeg hørt!).
Jeg ved jo godt at det jo for helvede ER sådan, at blive mor. Og det handler ikke om Alfred eller at være mor. Det handler om mit forhold til min egen krop. Jeg havde glemt hvordan det føles, når kroppen ikke er som du ønsker den. Og der er kun gået 4 måneder, det ved jeg godt. Alt det rationelle: at det kun er 4 måneder siden at jeg var højgravid og fik et kejsersnit. At det oftest tager et år at “komme tilbage”. At sådan ER det, at gå igennem en graviditet og en fødsel. Det rationelle er nemt at forstå. Men det er jo en følelse. En følelse af, ikke at være hjemme i min egen krop. Det fylder ikke alting, for det tillader jeg trods alt ikke. Jeg vil være mor, en god mor og en god kone. Det skal ikke overskygge alting, for jeg har alt det som jeg ønsker mig. Men når jeg er i bad og kan mærke min krop og når jeg kigger mig selv i spejlet uden tøj på eller i undertøj. Så bliver jeg lidt ked af det. Tøjet sidder anderledes, end før. Mine strammer kjoler er ikke længere første valg. Og det giver god mening – men det ændrer ikke på, at jeg gerne så det anderledes. Jeg er stolt af min krop og jeg er lykkelig for, at jeg blev gravid og gennemgik min graviditet. Det er jeg virkelig stolt af, men også to forskellige ting for mig.
Da jeg var gravid tænkte jeg aldrig over, hvordan min krop ville se ud, når jeg havde født – og jeg tænkte aldrig over hvordan jeg ville have det med min krop. Jeg er et nyt sted, jeg skal lige tilbage til at holde af min krop igen, som den er nu. Kroppen ændrer sig jo igennem hele livet. Det kan være et vægttab, en graviditet, en vægtøgning, sygdom der ændrer din krop og så videre. Du behøver ikke at stå i denne situation på baggrund af en graviditet. Det kan også være at du er gået igennem en graviditet og slet ikke har det som jeg. Alt er tilladt, intet er forkert og du er ikke forkert uanset hvordan du føler.
Jeg har skrevet om det et par gange. Jeg er nok ikke færdig, for hver gang at jeg berører dette emne, så får jeg utrolig mange beskeder fra jer. Mange af jer oplever det samme som jeg, men oplever også at det ikke er “tilladt” at sige det højt. Og det er så rart at vide, at jeg ikke er alene med det her. At jeg heller er alene når jeg skriver, at jeg ikke føler mig hjemme i min egen krop. Det trøster mig og giver mig samtidig håb. Alt bliver nemmere, når man kan dele. Og det bliver samtidig mere “legalt” at have det, som jeg har det. Fordi jeg ved at du måske også har det som jeg. Og jeg deler jo mit liv her på bloggen, og lige nu er jeg på denne rejse. Både at være mor, kone men også at finde tilbage til der hvor jeg var engang, hvor jeg godt kunne lide det, som jeg så i spejlet. Jeg ved at jeg vil komme derhen igen, men jeg ved også at det kræver, at jeg gør noget for det. Udover at jeg ikke føler mig hjemme i min krop, så skal jeg også lige finde mig selv i, at min krop også er Alfreds. Jeg ammer mange timer om dagen og når jeg ikke ammer, så er Alfred rigtig meget på mig – og jeg elsker det. Men min krop føles også til låns. Ikke hver dag, men de dage hvor overskuddet er mindre, så kan det godt være svært for mig at være i. Så kan jeg godt få lyst til at gå en lang tur, alene. Og have min krop for mig selv.
Del meget gerne din oplevelse, tanker, erfaringer i kommentarfeltet. Det er altid rart at læse, at andre har det som jeg eller læse hvordan du kom videre.
