Status på farsel, instagramkarrieren og Alfred
Mandagen og ugen er startet bedst muligt. Alle børnefamiliers drøm. Alfred har sovet vildt godt, trods de 80 grader det var i soveværelset. Han vågnede klokken 6 og som bekendt så skiftes Kristian og jeg til at tage “morgenvagten”. I dag var det Kristians tur. Jeg kunne ikke sove videre så jeg har lavet mig en stor kop kaffe, jeg sidder uden en træls på kroppen i soveværelset og får tid til ét af mine yndlings ting. At skrive her på bloggen. “Blogs er en uddøende race” hørte jeg forleden. Men jeg vil fortsætte. For jeg skriver fordi det giver mig glæde. Skidt pyt med læsertal og statistikker, dem lærte jeg alligevel først at læse for få år siden. Det interesserer mig ikke. Jeg har altid skrevet fordi det giver mig glæde og det er et frirum. Således sidder jeg her i mørket, med ventilatoren kørende og med varm kaffe i koppen. Det er jo nærmest lykke. Senere skal jeg ned og træne med andre mødre. Mandagen er perfekt.
Da Kristian gik på barsel havde jeg mange ideer og ønsker. Jeg ønskede for det første at skrive mere. Lave mere, alene. Jeg drømte om at bruge timevis på blog, instagram, mails og møder. Efter 6 måneder på barsel trængte jeg til, at få mig tid. Der skete to ting: tiden som jeg drømte om, var ret så knap. Men endnu vigtigere: behovet ændrede sig. For der er sket noget magisk. Lysten til at sidde med min computer i timevis, den er forsvundet. Den kommer garanteret igen og nogle dage er den der. Men lige nu hvor Kristian er hjemme og hvor vi 3, min familie, er samlet, så har jeg virkelig lyst til at være sammen med dem. Lige pludselig er denne tid forbi og Kristian starter arbejde. Alfred skal i institution. Jeg skal arbejde mere (hvis jeg da gerne vil tjene penge). Lige nu er snart forbi, og derfor skal det nydes. Jeg har derfor måtte ændre min arbejdsform og arbejder nu når Alfred sover om aftenene. Det betyder sommetider at kærestetid er at sidde ved siden af Kristian og arbejde, mens han ser noget. Man kan ikke få det hele. Og min barsel er for længst slut, så der er mails og kampagner som skal afleveres. Når Kristian starter arbejde får jeg igen hænderne fulde (det har jeg i forvejen, men nu er vi jo fælles som det hele og hele dagen). Der glæder jeg mig over at både Kristian og jeg har forældre som hellere end gerne vil komme ind og være sammen med deres barnebarn.
Inden jeg mødte Kristian og dengang jeg var single, så arbejdede jeg typisk et sted mellem 40-60 timer om ugen. Jeg fik svaret alle på instagram, jeg svarede på mails det sekund de kom ind, jeg fik skrevet mange indlæg om ugen etc. Nu når jeg væsentlig mindre, men jeg når det jeg skal. Og sådan er det bare lige nu. Jeg vil gerne nyde tiden med Alfred, for den er så kort og den kommer aldrig igen. Jeg når ikke at få svaret jer alle sammen – men det tror jeg heller ikke at jeg ville have nået, hvis jeg ikke var blevet mor. For der er kommet omkring 15.000 nye følgere det sidste år og jeg får omkring 100 beskeder dagligt. Derfor laver jeg ofte “en opsamling” på min instagram, hvor jeg svarer på hvor mit tøj er fra, hvad vi giver Alfred at spise, hvor vores sofa er fra og andre spørgsmål som “går igen”. De af jer som skriver personlige beskeder og måske spørger mig til råds – jeg vil forsøge at svare jer og når det måske på et tidspunkt, men jeg håber ikke at du tager det personligt, når jeg ikke har læst din besked og svaret dig. Jeg er ked af hvis jeg ikke får svaret dig, men det er umuligt lige nu, da der kommer så mange beskeder.
Kristian starter arbejde igen til oktober. Planen er lige nu at Alfred skal starte i institution til marts. Men det kommer an på så meget. Vi vil dog virkelig gerne have at han starter på det tidspunkt, da han vil være omkring 14-15 måneder. Men der er et sted vi gerne vil have plads, så tingene skal lige gå op. Det løser sig nok. Det plejer det at gøre.
Udover det så er vi næsten færdige med lejligheden og det har taget hundrede år. Vi købte lejligheden ved siden af for et år siden og har siden arbejdet på at få de to lagt sammen. Det er blevet så godt og vi har nu en 4-værelses lejlighed og så meget plads. Det er simpelthen blevet så godt og flot og jeg skal nok vise jer rundt (på instagram) når vi er helt færdige (helt færdig bliver man nok aldrig), men så tæt som vi kan komme. Vi mangler pt. at ordne vores depot, en billedvæg, en gang og Alfreds værelse. Det har i perioder været vildt hårdt at renovere OG have et spædbarn, men det har været det værd. Alfred har vænnet sig til støj og andre mennesker, hvilket er rart for han kan sove fra det meste. Jeg har flere gange grædt af frustration, det har været hårdt at have fremmede håndværkere i lejligheden og samtidig sidde og amme med store, ukendte bryster og ikke kunne sove når Alfred sov, men vi klarede det og jeg er vildt stolt over, at vi kom igennem det. Min elskede far har hjulpet ekstremt meget og jeg elsker at gå og kigge på lejligheden og vide at min far har skabt vores hjem og gjort det i ren kærlighed. Min seje far som er 72 år og som aldrig er træt og altid har tid.
Så det er status. Vi har det dejligt, nyder tiden med Alfred, sover mindre end nogensinde men er lykkelige. Jeg sad op og sov forleden og fik hold i ryggen, men det glemmer jeg når Alfred kravler hen til mig i et stort grin. Det er fantastisk hårdt at være forældre, men det bedste jeg har oplevet.
Jeg håber at du får en dejlig dag <3
