Ny sorg
Et nyt liv starter lige om lidt, faktisk er hans liv allerede begyndt. Spir, som han hedder for nu, lever i min mave. Det har han efterhånden gjort i mange uger nu. Jeg elsker ham.
Det gør mig så lykkelig – at jeg er i gang med, at skabe en familie. Tænk at jeg er kommet hertil. For halvandet år siden følte jeg mig, i perioder, så ensom. Jeg var ked af det, trist, jeg kæmpede med ikke at være selv destruktiv. Sommetider var jeg. Alt for tit. Andre gange nød jeg min tid som single. Nød friheden, rejserne, oplevelserne, glæden ved at finde ud af, at jeg sagtens kan klare mig selv. Det var sundt for mig at opdage. At jeg selv kan, når det gælder. Det er godt at have med mig i rygsækken. Det giver mig styrke. Jeg føler at jeg aktivt har valgt livet med Kristian til – det har ikke været fordi jeg var så ensom, at jeg ikke kunne andet. Jeg vil tosomheden (snart med én ekstra), jeg vil skabe en familie, lave madplan, se Landmand søger Kærlighed og have Kristians nattøj på, når jeg bager boller (af fucking surdej). Alt det som jeg godt kunne smile lidt af, da jeg var single. Og jeg vil ikke skamme mig over, at jeg ikke længere ønsker at hoppe i faldskærm i Australien, rejse alene til USA eller ro 20 kilometer i ukendt kanal i Tyskland, for at prøve mig selv af. Det har jeg gjort. Det kan være at lysten kommer igen. Behovet for at prøve mig selv af, på dé måder. Lige nu vil jeg være mor, være en del af min egen familie, leve lidt mere roligt. Det har jeg brug for.
Mine 20ére var hårde. De var også gode. Mange gode oplevelser udspillede sig, mens jeg befandt mig i dét årti. Men det var også i de år, at jeg mistede min lillebror. Min elskede, bedste ven. Jeg var lige blevet 25 år, da han døde pludseligt. Jeg savner ham mere i dag end igår, men mindre end imorgen. Og netop dén følelse fylder meget, nu hvor jeg skal i gang med det vigtigste kapitel i mit liv. At blive mor. Jeg savner ham. Jeg savner at han kan være en del af rejsen, jeg savner at ringe til ham og fortælle ham om mit liv, jeg savner at holde ham i hånden, træne sammen med ham, gå ture, drikke kaffe på Vesterbro, gå i biografen, jeg savner følelsen af, at blive hevet ind i hans store favn, som han så ofte gjorde. Tit efterfulgt af en lammer på skulderen, han var jo lillebror og dreng. Jeg savner at høre hans stemme. Dufte til hans hår, nusse ham på kinden og følge med i hans liv. Det kan jeg aldrig mere. Aldrig igen. Først da min lillebror døde, kendte jeg ordet aldrig.
Sorgen og savnet vil aldrig forsvinde. Det var i mange år årsag til, at der opstod en klaustrofobisk følelse i mit indre. Om jeg så fløj til månen, så ville savnet bo i mig. Det var svært for mig, at forholde mig til. Nu er det kommet igen, med fornyet styrke og på en hel anden måde, end jeg har oplevet før.
For jeg mangler en onkel til min lille dreng. Jeg har ikke andre søskende, så Spir får aldrig en onkel eller en moster. Kristian er også blevet enebarn som voksen, så heller ikke på hans side af familien, er der en onkel eller en tante. Det er hårdt, det gør os kede af det, det er virkelig et savn. Og et stort tab for os. Jeg har savnet min lillebror så længe. På egne vegne, men også på mine forældres vegne. Men mest har jeg savnet ham, fordi jeg ikke længere kunne se ham, elske ham, være en del af hans liv. Nu savner jeg ham på Spir’s vegne. For jeg ved at min lillebror og Mikkel, som er Kristians lillebror, ville elske Spir lige så højt som os. Så min kommende lille dreng, vil mangle kærlighed fra to onkler. Og de to dejlige drenge, skal undvære den kærlighed som Spir ville have givet til dem.
Det gør ondt i mit hjerte. For dem alle 3. Og på mit eget hjertes vegne.
Ofte spørger mennesker mig, hvordan jeg kom over det. Kom over at miste min eneste lillebror. Sandheden er at jeg aldrig er kommet mig over det, og aldrig vil. Men jeg kom igennem det. Og lige nu er der en ny form for sorg, som jeg skal igennem. Og som jeg kommer igennem, men som alligevel altid vil bo i mit hjerte.
Du er aldrig alene.
