Drømmen og realiteten

Frakken er efterspurgt, der er link i min story (et par timer endnu), men ellers kan du finde den her. Jeg har den i 38.

Overskriften er måske lidt voldsom. Jeg har muligvis malet fanden på væggen. Men altså. Jeg drømmer om mange ting, særligt lige nu – og måske bliver det noget helt andet. Lad mig forklare.

I fredags havde jeg fødselsdag (tak for alle jeres søde hilsner, de gjorde mig rigtig glad!), og jeg var på farten hele dagen. Jeg spiste morgenmad med Kristian og Maja (som kom hele vejen fra Svendborg), vi kiggede på seng (det tog tid! Shit der er mange valg som skal træffes!), vi spiste frokost med min far, nåede ned og træne og så tog vi ud og spiste med mine forældre og mine svigerforældre. På restauranten fik jeg det virkelig skidt. Hjertebanken, kvalme, ondt i hovedet, jeg blev svimmel og jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad der foregik. Jeg sagde ingenting, før Kristian og jeg sad i bilen. Da vi kom hjem ringede jeg til Hvidovre og talte med en sød jordemoder, som fik mig beroliget. Jeg havde voldsomme plukkeveer og jeg blev rigtig ked af det. Jeg forsøgte at sove og jeg faldt også i søvn. Lørdag skulle vi til fødselsforberedelse og det gik fint. Jeg var lidt mat i sokkeholderne, men glad og havde ikke plukkeveer. Efter kurset bad jeg om en scanning. Jeg kunne nemlig ikke helt fornemme, hvordan Spir havde det. Jeg skulle være lidt være sikker. Og ganske rigtig – han lå ikke som han plejede. Han har nemlig vendt sig, den lille slambert. Han har nu hovedet op under mine ribben (det er lige så rart, som det lyder), og altså modsat den vej, som jeg gerne vil have ham. Så længe er der trods alt ikke til, at han melder sin ankomst. Jeg er netop gået ind i uge 36 i dag.

Pis. Jeg stortudede og var noget slået ud, resten af dagen. Jeg ved godt at han kan nå at vende sig endnu. Der er alligevel et par uger til. Jeg ved også godt at det er helt normalt. Men jeg har været bekymret meget af min graviditet, fordi jeg har aborteret 3 gange – de sidste par uger har jeg dog virkelig slappet af. Og været helt rolig. Nu er jeg igen bekymret og jeg skal bruge kræfter og energi på, ikke at lade det fylde. For han kan sagtens nå at vende sig. Jeg har også en jordemodertid i næste uge og man får også to vendings-forsøg. Og man kan jo godt føde selvom han befinder sig i en sæde-position, men det er sgu ikke lysten der driver værket i dén sammenhæng. Det gør ikke mere ondt (har jeg hørt), men fødslen bliver bare mere overvåget og kompliceret – og jeg drømmer om en ukompliceret fødsel.

Jeg ved godt at fødslen på mange måder, er ude af mine hænder. Der kan jeg ikke have kontrol. Og det er okay. Det kan jeg godt rumme. Jeg ønsker mig ikke særlig meget, jeg har ikke en lang ønskeseddel. Jeg ønsker at det bliver en god oplevelse for os alle tre. Jeg ønsker mig at Kristian skal tage imod og at vi får ro til at han selv kan finde mit bryst. Det er de eneste ønsker, som jeg har. Sædefødsel, kejsersnit og kompliceret fødsel er ikke på min ønskeseddel. Det er de nok for de færreste. Jeg vil hamrende gerne føde vaginalt. Om jeg sprækker, skider på briksen, kaster op på Kristian, skriger i 7 timer og tigger om en epidural – dét betyder ikke så meget for mig. Skidt pyt. Jeg vil bare så gerne have ham ud af fødekanalen. Med hovedet først.

Gode råd til at få ham overtalt til, at vende sig om – modtages med mere end kyshånd. Gode erfaringer og historier med sædefødsler og komplicerede fødsler, modtages også. Jeg føler mig alene – og jeg er alene. For det er mig som skal føde ham. Uanset hvordan det så bliver. Og det er lidt hårdt. Det er lidt tæt på, pludseligt. Fordi den lille bandit har vendt sig. Han ligner sin mor. Hamrende stædig og gør hvad der passer ham. Men hvor jeg dog ønsker at han vender sig. Helt af sig selv.