Fra 1 til 2

Så blev jeg en af dem. En af de kvinder, som jeg har misundt og vendt øjne af. Parforholdets lange arme har et solidt tag i mig og jeg er for længst trukket ned i sølet. Men der er nu dejligt, det må jeg blankt erkende.

Men det er også svært – at gå fra at være alene og selvstændig og kun have ansvar for mig selv – til at være 50% af et parforhold, bo sammen med en mand og nu være et par. For jeg vil ikke glemme mig selv. Jeg vil ikke være en kvinde, som ikke kan lave noget, uden at min kæreste er med. Som kun ser veninder sammen med sin kæreste og kun laver planer, når han også har planer. Det er en balance. Det er svært og det kræver lidt. Jeg gør meget for, at bevare mine venskaber – for jeg har fået så mange, dejlige veninder – og de er ekstremt vigtige for mig. Det er også vigtigt at jeg får trænet, set mine forældre og har alenetid. Samtidig er jeg selvstændig med mit eget firma, jeg har mange ting at se til og det hele kan sommetider føles, som et puslespil.

At jeg har fået en kæreste (eller, en forlovet) har affødt mange spørgsmål fra jer. Nok fordi at jeg de seneste 4 år, har været meget ærlig omkring dating, mit singleliv, nedture og hvad jeg ellers har ligget og rodet med (bogstavelig talt..). Hvad nu? Nu har jeg en forlovet, jeg skal giftes og jeg vil også gerne have børn. Hvordan “vænner” man sig lige til den forandring? Hvordan gør jeg? Hvordan balancere jeg det hele? Hvad er vigtigt for mig? Det har jeg forsøgt at skabe et overblik over her:

• jeg ser mine veninder mange gange om ugen. Hver gang jeg har en aftale med en veninde, så sørger vi for at lave mindst én aftale mere. Så vi altid har en aftale ude i fremtiden. Det har jeg egentlig altid gjort, men nu hvor jeg er flyttet sammen med Kristian, giver det stadig god mening. Så ved jeg også hvor længe der går, før jeg skal min veninde igen og det kan jeg godt lide. For mig er det vigtigt at mine veninder er en stor del af mit liv, derfor går det ikke at jeg kun ser dem én gang om måneden. Dét hjælper en smule struktur på. For mig har det altid været, at lave nye aftaler.
• samtidig er det også vigtigt for mig, at mine veninder og Kristian hænger ud sammen. De skal lære hinanden at kende – for de er alle mennesker som betyder rigtig meget for mig. Heldigvis vil både mine veninder og Kristian gerne spendere tid sammen og det sætter jeg stor pris på. Vi ses derfor ofte med mine veninder, ofte hvor vi laver noget sammen. F.eks. i biografen, vi tager ud og spiser sammen og drikker gin sent om aftenen.
• jeg føler mig meget priviligeret over, at jeg har mulighed for at se mine veninder så meget, som jeg gør. Jeg træner med en del af mine veninder – og det er lidt som, at slå to fluer med ét smæk. Vi får talt, vendt verdenssituationen og samtidig svedt og trænet. Det fungerer genialt for mig – så hvis du har svært ved at få plads til det hele, så kan du med fordel slå disse to områder sammen. Hvis det kan lade sig gøre! Jeg prioritere også at besøge Maja, som bor i Svendborg, hver måned (hvis det kan lade sig gøre) og det er også vigtigt for mig.
• alenetid. Før jeg mødte Kristian og før at vi flyttede sammen, var alenetid nærmest alfa omega for mig. Det er der jeg lader op, det er der jeg får lagt indtryk og oplevelser på “plads”. Da Kristian flyttede ind var jeg meget bekymret for, om jeg ville komme i underskud rent mentalt og blive en dårlig kæreste. Fordi alenetid er så vigtigt for mig. Men behovet for alenetid er blevet langt mindre, efter jeg har mødt Kristian. Jeg har stadig behovet, men ikke på samme niveau. Vi har begge et behov for alenetid og vi er gode til at planlægge vores uger, så begge for lidt tid alene i lejligheden. Det er dejligt at vi kan være åbne overfor hinanden, med hensyn til behovet for at være alene – så bliver det nemmere, at få planlagt og samtidig forstår vi hinanden.
• rummelighed. Et vigtigt ord, men noget jeg først rigtig har lært, i de seneste par år. Både temperament og tolerance har ændret sig – temperamentet er klart blevet mindre, mens rummeligheden er vokset. Jeg vælger mine kampe. Jeg gider ikke at tage dem alle. Der skal være plads til os begge – som vi er. Mærkelige vaner, rutiner og systemer (som vi begge er indehavere af) skal der være plads til. Dermed ikke sagt at man ikke må korrigere hinanden og spejle den anden – men der skal også være plads til, at Kristian er som han er.
• Mine forældre er vigtige for mig – og dem vil jeg gerne se ofte. Både med og uden Kristian. Jeg har også brug for, at være alene sammen med mine forældre, og det har vi egentlig begge to. Det er vi også gode til at italesætte og få aftalt. Jeg har Far- og Mordage, og det er rart at kunne fastholde dén tradition.

Det er altså vigtig for mig at være selvstændig og et individ. Men ikke uden også, at være en del af et par, et team. Det kan jeg nemlig godt lide, at være. Men jeg vil ikke glemme mig selv. For jeg kan godt lide den, som jeg blevet. Og hende har jeg skabt, mens jeg var alene. Hun skal blive.

Hvordan får du det hele til at passe og gå op i en højere enhed? Har du tips og tricks? Del dem meget gerne i kommentarfeltet! Jeg kan altid lære noget nyt!

Læs også indlægget fra igår, hvor jeg skrev om hvordan jeg er, at bo sammen med!