Grim baby + andre ting man ikke siger højt

Nu er jeg jo ikke den type blogger, som pakker tingene ind. Dét er livet for kort til – og jeg vil hellere frem med pointerne, end at sugarcoate lortet.

Jeg lå vågen i nat. Det er sådan noget, som jeg er begyndt på. Kristian siger at det er fordi, at jeg er mor. Sådan noget gør mødre. Vi kan ikke falde i søvn, eller også vågner vi og tænker over, hvad der sker med vores barn. For tiden spekulerer jeg meget over, hvad det er for et barn, vi får. Og så vågner jeg fordi Spir drøner rundt derinde. Vender sig rundt og prikker mig i siderne. Jeg elsker det. Men tankemylderet, dét er jeg gerne foruden.

I nat var emnet: Spir’s udseende. HELT dumt, åndssvagt og spild af tid. Men ikke destomindre – så optog det en times tid af min nattesøvn. Jeg havde sgu ikke troet, at jeg ville blive sådan en. Sådan en, som tænker over om jeg får et grimt barn. Det er ikke så meget for min egen skyld – jeg vil jo elske ham eller hende uanset udseendet. Uanset ganespaltning, klumpfod og skelen. Jeg elsker allerede Spir. Det er sgu mere bekymringerne over, om andre børn og voksne vil drille. Børn kan være så lede! Det ved alle – for vi har alle været børn. Jeg blev drillet med “muuh“-lyde, fordi mit navn er som en kakaomælk. Børn er fucking opfindsomme og kan ALTID finde på noget, at drille med. Og hvad nu hvis jeg får et barn, som anses som værende grimt eller mindre kønt? Vil Spir så få et dårligere liv, et hårdere liv? Jeg er selv blevet mobbet (hvem er ikke det?!), og det var fandeme hårdt. Det handler selvfølgelig om udseendet, fordi det er det umiddelbare. Men jeg spekulerer også på, om Spir mon bliver faglig udfordret. Det var jeg! Jeg havde rigtig svært ved det faglige, og jeg kæmpede. Jeg kunne ikke stave, før jeg var ret stor. Jeg kunne ikke klokken, da mine klassekammerater lærte det. Jeg havde hjemve i mange år. Jeg græd ALLE morgnerne i børnehaven, når mine forældre afleverede mig. Min lillebror måtte trøste mig. Hvis jeg var barn i dag, havde jeg garanteret fået “ekstra sensitiv” skrevet i panden. Men der var godt nok også mange drenge i min klasse, som med sikkerhed havde fået “ADHD” i panden. Men nok om dén snak, den kan jeg altså tage på et andet tidspunkt. Jeg er, hvis du skulle være i tvivl, ret uenig i at så mange børn får en diagnose.

Hvad hvis Spir bliver den skiderik, som mobber andre? Hvad hvis nu ingen pædagoger eller lærere kan lide ham/hende? Hvad hvis jeg nu ikke kan lide mit eget barn, kan det forekomme? Altså, kunne Ted Bundy’s og Adolf Hitler’s mødre lide dem? Hele tiden? Hvad hvis Spir bliver den der lille møgunge, som slår de andre børn til børnefødselsdagene, terroriserer hele familien og altid har snot i ansigtet? Sat på spidsen, det er jeg klar over. Men hvad nu hvis mit barn bliver en møgunge? Som måske ovenikøbet har klumpfod, dårlig ånde og ikke kan få venner?

Nu er jeg gravid, jeg skal føde i december. Jeg glæder mig – for jeg har i så mange år, gerne ville være mor. Jeg er så spændt på det, jeg elsker allerede Spir og jeg glæder mig over den rejse, som jeg er på. Maven vokser (ret meget pt!), vi er så småt i gang med, at lave lister over, hvad vi skal have anskaffet os og vi taler meget om Spir. Hele rejsen og processen er skøn! Men bekymringerne følger med – sådan er livet som forældre. Og det er kommet til mig nu, nu er det startet. Og jeg anede sgu ikke, hvad det indebar. Dét skal jeg lige lære at tøjle, så jeg kan få sovet lidt mere om natten. Hvad er din største bekymring lige nu? Du behøver jo ikke at være gravid, for at bekymre dig. Og sommetider er det rart at læse, at der også er andre, som går rundt med bekymringer. Uanset temaet.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *