Hvordan jeg dog bærer mig ad med, at forelske mig

broken

Jeg talte forleden med en klog kvinde. Jeg beklagede mig over mænd, hvilket jeg ofte gør. Fordi jeg gang på gang støder ind i mænd som ikke er gode for mig og som ikke vil mig det bedste. Dem er der mange af. Kvinder er også lede overfor mænd, nuvel. Men nu har jeg kun erfaring indenfor mande-området. Læs bare her og her.

Jeg ævlede og hældte vand ud af ørerne og sagde noget i retningen af “hvorfor er mænd så tarvelige overfor mig?“. Hun lyttede til mine ord og klager og sagde: “Hvordan bærer du dig ad med, at finde sådanne mænd? Det er dét spørgsmål, du skal stille dig selv“. Shit. Hun er klog og jeg har tænkt over den sætning mange gange siden. Hver eneste dag.

For hvordan kan det være, at jeg finder mænd, som kun er ude på at knalde og/eller gøre mig ked af det? Jeg forstår ikke hvordan jeg er kommet ind i det mønster, for jeg bliver jo ked af det, når det sker. For i virkeligheden vil jeg jo gerne have en kæreste. En som kan lide mig uden sminke på, med dårlig ånde og hår på benene. Det finder jeg ikke lige nu, for jeg leder efter røvhullerne. For så er det nemmere – så skal jeg ikke involvere mig og så kan jeg passe på mig selv. Smart taktik Helse. Ikke i længden, Helse.

Jeg har et svagt punkt for en bestemt mand. Det har jeg haft længe. Han er ikke god for mig, han vil mig ikke helt, det bliver aldrig nogensinde os to. Jeg er ved at fatte det. Efter alt, alt for lang tid. Jeg har virkelig prøvet at overbevise ham, jeg har lagt ham på is, jeg har datet andre. Ingen reaktion på nogen af delene. Jeg anser mig selv som værende en okay klog pige. Men på det her punkt, er jeg totalt idiot. Fat det nu for fanden. Vil han dig ikke nu, vil han dig aldrig. Sådan har jeg så tit sagt til mine veninder – men det er jo altid nemmere at sige til andre, end selv at efterleve.

Nu, når jeg tænker på ham, som jeg så ofte gør, så tænker jeg “hvorfor bliver du ved med, at behandle dig selv på den her måde?”. Så jeg påtager mig skylden. I stedet for at blaime ham. Jeg peger ikke fingre – det er hans tab. Men jeg skal pege fingre af mig selv – om man så må sige. Tage ansvar. Handle. Gøre noget anderledes, for at få det anderledes. For jeg er ikke glad lige nu, fordi han fylder alt for meget. Men hvem kan smide ham ud af hovedet? Det kan jeg og kun jeg. Så det prøver jeg. Tag ansvar – i alle aspekter i dit liv. Det er skide svært og jeg har nok ikke tænkt på ham for sidste gang i mit liv. Men jeg prøver. Og jeg tager et ansvar. For jeg vil ikke spilde mere tid på ham. Han smider guld på gaden hvis du spørger mig. Ja, dét skrev jeg.

Du er aldrig alene <3

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.