Hvordan jeg overlevede død, ødelæggelse og et knust hjerte

Billedet er fra før jeg blev voksen. Før alting ramlede.

Måske ikke så opmuntrende overskrift, men sådan er realiteten jo. Hvis du er ny læser på bloggen, så ved du det måske ikke, men min lillebror døde pludseligt for snart 4 år siden og jeg fandt ham død, et par dage før det mistede jeg et barn i 14.uge og senere endnu et i 12.uge og så gik min kæreste og jeg fra hinanden efter syv år sammen. Og så mistede jeg lysten til at leve og min mor måtte køre mig på psykiatrisk skadestue. Jeg har sat links ind, det kan virke lidt mærkeligt, men hvis du har lyst til at læse mere om de forskellige emner (som man så må sige), så klik på dem. Ellers kan du altid søge på bloggen. Eller skrive til mig, det må du altid.

Jeg har det bedre nu – langt bedre. Men det har taget tid, uendelig lang tid. Og der er mange af jer som skriver til mig og spørger, hvordan jeg er kommet over det.

Jeg er ikke kommet over det. Jeg er ikke kommet over at min lillebror døde, jeg er ikke kommet over at jeg skulle finde ham død og fortælle det til mine forældre. Høre min mors skrig, se et lys dø i min fars øjne. Jeg er ikke kommet over at jeg har mistet to fostre og en stor babydrøm. Jeg er ikke kommet mig over min ekskæreste. Jeg er ikke kommet mig over hvor langt ned han fik mig, hvor ligeglad han var, hvor helt igennem ussel han var efter vores brud.

Men jeg er kommet igennem det.

Og hvordan? Det er skide svært at sætte ord på. Jeg har tænkt meget over det. Der er mange ting som har hjulpet mig igennem de værste år af mit liv. For det første har jeg et ressourcestærkt bagland og en mor og en far som vil gøre alt for mig. Og som gør alt for mig. De støtter mig, giver mig evig kærlighed og er udover det sædvanlige rummelige, når jeg er hård som en sten og lukker mig ind i mig selv. Jeg har veninder, som lytter og har lyttet mere end de fleste. Jeg har jer – søde læsere – som gerne skriver en sød mail, nogle varmende ord på instagram eller en kommentar her på bloggen. Selvom jeg ikke kender jeg personligt, så bliver jeg så glad når det sker. Og det er jeg dybt taknemlig for. Tak for det.

Jeg fandt min lillebror død onsdag eftermiddag. Lørdag formiddag løb jeg en tur. Jeg kunne knap trække vejret og jeg følte absolut ingenting. Jeg vidste at jeg havde to valg. Enten lagde jeg mig ned og gav op, lod samfundet tage sig af mig, lade livet forsvinde mellem fingrene på mig. Eller også tog jeg mig sammen og kæmpede. Jeg valgte, de fleste dage, at rejse mig og tage mig sammen. Og hvordan kunne jeg det? Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig været en stærk pige, jeg har altid grædt og været utrolig følsom. Været nem at få ned i kulkælderen. Men der skete noget den eftermiddag hvor jeg fandt Rasmus død. Jeg blev hård indeni. Det havde jeg aldrig troet, hvis jeg var blevet spurgt inden.

Det gik op for mig at mit liv er mit ansvar. Der kommer ikke nogen og redder dig eller gør tingene nemmere for dig. Groft sagt. Det er dit ansvar at skabe et liv, som du har lyst til at leve og som gør dig glad. Det er dig som kan ændre de ting, som ikke fungerer. Jeg blev vist voksen den eftermiddag. Jeg tog mig også sammen for mine forældres skyld, de har kun mig nu og jeg vil for alt i verden ikke bringe dem mere sorg.

Og sådan har jeg det stadigvæk. Mit liv er mit ansvar. Hvis jeg er ked af noget, så bliver jeg nødt til at lave nogle ting om. Og jeg tror at dét har hjulpet mig igennem de sidste fire år. Jeg kan give op eller jeg kan kæmpe og skabe det liv jeg gerne vil have. Og det er jeg i gang med lige nu. Og hvis jeg kan, så kan du også.

Husk: #dueraldrigalene <3