Jeg vil bare gerne have en kæreste.

Jeg har lige kørt hjem med toget. Jeg sad med tyk frakke, hue og sweater og hatede kraftigt på vinteren, som kommer med hastige skridt. Og jeg som endda lige har været i Sydney, hvor er jeg dog forkælet. Men. Jeg hader de mørke timer, de korte dage, at lyset langsomt forsvinder, at man skal have lag på lag på lag på og så hader jeg, at jeg ikke har en, som kan varme mig og som jeg, kan tilbringe de mørke aftner sammen med. Jeg hatede også på de kærestepar, som jeg så. Som holdt i hånd selv med tykke vanter på og som rettede på hinandens fucking strikhuer. Heldige skiderikker.

Det er mærkeligt. Om sommeren, så savner jeg ikke som sådan en kæreste. Og alligevel så gør jeg – for jeg vil rigtig gerne have en kæreste. Ikke for enhver pris, slet ikke. Jeg vil gerne være forelsket i en mand og så må han også gerne være forelsket i mig. Men om sommeren, så savner jeg ikke på samme måde. Så går dagene og nætterne med lys, mere overskud, varme og rosé på græsplænen i Frederiksberg Have. Men nu, på denne årstid, så savner jeg. Jeg synes, at det er svært at være alene, når det er vinter. Det lyder måske mærkeligt, hvis du ikke har det på samme måde. Men dagene er så korte og jeg tilbringer mere tid hjemme, fordi det er koldt og fordi jeg ikke har nær så meget overskud, som jeg har i sommerhalvåret.

Så kan jeg nemt komme til at tænke, at alle har andre har en kæreste som de kan holde i hånden og jeg kan godt komme til at tænke, at jeg vil dø alene og ensom. Jeg har, sommetider, mistet håbet fuldstændig. Hvor skal jeg dog møde ham? Jeg møder tit mænd, som jeg finder tiltrækkende og søde, men de er jo fandeme altid taget. Jeg gider ikke at gå i byen, for dér har jeg aldrig mødt en kæreste og jeg gider ikke bare at lege nøgen-brydning med en tilfældig. Det siger mig ikke noget, længere.

Jeg kan ikke rigtig møde en mand igennem mit arbejde – der er ikke mange mandlige bloggere. Jeg gider ikke tinder mere. Jeg kan ikke date de, som skriver til mig på instagram eller på bloggen. Jeg synes bare, at det er lidt underligt. Altså ikke at de kontakter mig, det er ret sødt og jeg bliver altid glad. Men at date en, som følger mig? Jeg tror ikke det går. Jeg vil bare gerne have, at han kommer og banker på min dør og har mælk med til kaffen. Er det så meget at forlange? (ironi kan forekomme).

Måske er det bare fordi, at det er søndag. Måske er det bare fordi, at jeg fylder 30 år på onsdag. Dengang jeg var i starten af 20’erne, så tænkte jeg at 30-årige kvinder havde styr på deres shit. Jeg har styr på det meste, men mangler det vigtigste. Er jeg overhovedet i stand til, at forelske mig længere? Jeg har været forelsket én gang. Og det gjorde edderbrodereme ondt at komme af med. Og så har jeg været rigtig glad for en anden mand, som aldrig kommer til at ville have mig.

Kender du det? At singlelivet bider lidt mere, når vinteren og mørket banker på?