Lidt om fødslen

Jeg har skrevet på det her indlæg et par gange. Slettet igen. Startet på et nyt. Slettet det igen. Jeg skrev om det for et par dage siden – at jeg synes det er svært at finde ud af, hvor meget jeg har lyst til at dele. Og du ved at jeg ellers elsker at dele. Jeg deler gerne det hele (stort set). Opturene og nedturene og alt det imellem. Men nu er jeg mor til den dejligste lille dreng. Som ikke har bedt om at få en blogger-mor. Hvad kan jeg “tillade” mig at dele, hvad har jeg lyst til at dele? Det skal jeg finde ud af, sammen med Kristian. Jeg har læst en eller anden kendis har udtalt, at han deler det som han tænker at hans søn, ikke ville have noget imod at vise sin kæreste når han bliver 18 år. Den tommelfinger regel kan jeg godt lide.

Men jeg har lyst til at skrive lidt om min fødsel. For det var (som for alle mødre) det største jeg har prøvet. FUCK. DET. VAR. VILDT.

Men jeg har lyst til at dele lidt af min oplevelse. For jeg er så stolt af min krop, min mand, min styrke. Jeg synes at slutspurten var hård – altså i graviditeten. For Spir lå jo med hovedet opad, i den såkaldte “UK stilling”, altså underkropsstilling. Det har jeg allerede skrevet lidt om her, for vi måtte igennem et vendingsforsøg. Det havde vi ikke succes med og jeg blev indlagt til observation, da jeg havde ve-lignende symptomer. Det gik heldigvis i sig selv efter et døgn og jeg kom hjem igen. Men Spir lå jo stadigvæk med hovedet opad. Vi blev derfor indkaldt til møde med lægerne, som skulle vurdere om jeg måtte forsøge mig med en sædefødsel (hvor numsen så altså skal ud først) eller om jeg skulle indstilles til kejsersnit.

Jeg græd så meget i de dage. Jeg var så skuffet over, at jeg ikke “fik” den fødsel, som jeg så gerne ville have. Forkælet? Mon ikke. Men sådan havde jeg det altså. Jeg var fast besluttet på en sædefødsel. Jeg ville have den vaginale fødsel. For enhver pris.

Troede jeg. For så fik jeg undersøgt tingene lidt, talt med flere læger og jordemoder og pludselig syntes jeg (og vi) at det var en risikabel affære. Der er mange meninger og holdninger til sædefødsler – og vi har hørt de fleste, både for og imod. Det kommer også an på hvor du skal føde, hvilke læger der er på arbejde når du skal føde etc. På Hvidovre hvor jeg skulle føde, ses en sædefødsel som værende en høj-risiko fødsel. Og dét havde jeg ikke lyst til, at gå ind til. Der er mange som har gode oplevelser og som fint føder med numsen først. Men der findes også eksempler på det modsatte. Som dagene skred frem og terminsdatoen nærmerede sig, blev jeg mere og mere sikker på et planlagt kejsersnit. Selvom jeg virkelig aldrig har så meget som overvejet det. Jeg har altid tænkt, at det skulle jeg ikke. Jeg har været overbevidst om, at jeg skulle føde vaginalt.

Pludselig var alt kastet op i luften og jeg sov ikke meget i dagene op til, at beslutningen skulle træffes. Jeg er normalt ikke en statistik-pige, men 90% af de som har et barn der vender med numsen nedad, vælger planlagt kejsersnit og af de resterende 10% som forsøger sig med en sædefødsel, ender 90% af de alligevel i et akut kejsersnit. Så jeg følte at jeg havde valgene: planlagt kejsersnit eller akut kejsersnit. Og jeg havde ikke lyst til et akut kejsersnit. Jeg ville gerne have så god en oplevelse, tryg og rar oplevelse som muligt. Og jeg havde brug for en smule kontrol, selvom det kan virke som utopi når man taler fødsel. Men jeg havde brug for lidt styring. Det er der mange årsager til. En af dem er, at Kristian er vokset op med en meget syg lillebror, som døde som 18 årig. Han har mange, rigtig dårlige oplevelser med hospitaler. Jeg havde ikke lyst til, at han skulle have endnu en. Derfor syntes vi begge at et planlagt kejsersnit var det rigtige valg for os.

Jeg tror at jeg vil skrive lidt mere, på et senere tidspunkt. Nu ved du hvordan Alfred som til verden. Det blev nemlig et planlagt kejsersnit d.4 december. Jeg vil meget gerne skrive mere om beslutningen, hvordan det foregik før, under og efter og hvordan vi har det nu. Og hvordan jeg har det med, at jeg endte et helt andet sted, end jeg havde tænkt og håbet på. Men det må blive en anden dag. Lige nu skal jeg amme, kysse og kramme min lille, elskede dreng. Tak fordi du læste med <3