Om at gå ind og ud af kærestesorgen

Tilbage i januar gik min daværende kæreste og jeg fra hinanden. Intet nyt under solen der. Det har jeg skrevet en del om her på bloggen, kald det gerne terapi. Det har i hvert fald hjulpet mig. Forleden talte jeg med en veninde som i en anden kontekst sagde: “Ej men nu har du da ikke kærestesorg længere, vel?“.

Det blev jeg ked af, og det fik mig til at tænke. For selvfølgelig er jeg ikke i den dybe kærestesorg, som jeg var i starten. Den fase hvor jeg græd hver dag, ikke rigtig spiste, drak vin de fleste aftner, hørte sørgelig musik når jeg skulle sove, hvilket jeg sjældent kunne. Jeg er ikke længere i den fase hvor mit hjerte gør fysisk ondt, hvor jeg har ondt i maven, hvor jeg kigger på gamle billeder, kigger på minderne (ja muligvis også lidt ynkeligt). Heldigvis, for den fase var virkelig hård og den tog på kræfterne, overskuddet, energien, den tog på mig.

Men jeg er i en fase, en fase som jeg ikke kan huske at jeg har været i før. Jeg kalder den for “Indse at det er slut“-fasen. Og det er så den fase hvor jeg skal indse at vi ikke skal være kærester mere, at vi ikke ender sammen, får børn, køber et hus, bliver gamle sammen. Jeg skal indse at jeg ikke skal være sammen med den mand, som var hos mig i mit livs krise, manden som kendte min lillebror så godt, og som min lillebror elskede. Jeg skal ikke være kærester med min allerbedste ven, ham som kender mig allerbedst. Ham som engang elskede mig ubetinget. Jeg er i den fase, hvor jeg skal finde mig selv, populært sagt (og hvordan gør man lige det!). Hvor jeg skal indse at alle de drømme og tanker jeg havde sammen med min ekskæreste, ikke bliver en realitet. I hvert fald ikke sammen med ham.

Dén fase, som jeg befinder mig i lige nu. Dét er den værste. Jeg aner ikke hvor længe den varer, men den er hård. Jeg kan ikke græde mere, jeg kan ikke drikke mere vin for at glemme det. Jeg bliver nødt til at face denne fase, som jeg befinder mig i lige nu. Jeg bliver nødt til at skabe mig nogle nye drømme, gå efter nogle andre ting, affinde mig med at der er nogle ting i mit liv, som ikke bliver som jeg havde forestillet mig. Hvilket sjældent sker, faktisk.

Jeg håber at mit nye liv viser sig at være det helt rigtige for mig, jeg håber at jeg får nye drømme som jeg har lyst og energi til at forfølge. Og så håber jeg aldrig at jeg skal være i kærestesorg igen.. 🙂