Søndagshjerte
Nu er jeg ikke en pige som går stille med dørene, når det kommer til mit følelsesliv. Og det er jeg kun glad for. For det har hjulpet mig enormt meget. Det har hjulpet mig at jeg har været så ærlig omkring de seneste 4 år, som i den grad har ændret mig som menneske. Og som bestemt har ændret mit syn på stort set alting. Hvis du slet ikke ved hvad jeg taler om, så læs f.eks. her, her eller her. Så ved du hvad jeg taler om.
Søndagshjerte. Det kalder jeg dét. Fordi søndag er en svær dag for mig. Fordi der på den dag er tid, tid til at tænke og mærke. Jeg har det godt, jeg har virkelig rykket mig. Jeg er ikke længere ulykkelig, jeg har ikke længere lyst til at kaste mig ud foran et tog. Jeg er ikke ligeglad med at leve eller dø længere. Men søndage kan være svære for mig. Fordi jeg netop på denne dag kan mærke sorgen, lidt ekstra. Fordi jeg ofte bruger min søndag hjemme, i hvert fald om aftenene. Og så kan jeg føle mig så enormt ensom. På trods af at jeg har flere veninder og venner end jeg nogensinde har haft. På trods af, at mit forhold til mine forældre aldrig har været stærkere. Men jeg er alene. Når alt kommer til alt. Og det er helt ok – men søndag kan godt være hård.
Og min fornemmelse er, at jeg ikke er alene om dén følelse. Der er mange af jer som skriver til mig og nævner netop søndag som værende ekstra hård. Det er som om at det er dagen, hvor vi kan mærke os selv og har tid til at tænke og være i os selv og i vores tanker.
Søndagshjerte behøver ikke at blive læst som værende et negativt eller et sørgeligt ord. Men jeg har ofte et trist hjerte, på søndage. Men jeg kan godt klare det – for jeg ved at der kommer en ny dag. Jeg tænker at det er meget sundt og godt at have en enkel dag, hvor man giver sig selv lov til at være mere tænksom og gå lidt på opdagelse i sine tanker.
Jeg får tit mails hvor i efterlyser en update. En update i forhold til hvor jeg er i kærestesorgen. Det er svært for mig at skrive. Fordi jeg så gerne vil fortrænge sorgen, så meget som muligt. Fordi jeg har brugt for usandsynlig lang tid på dén. Sandheden er at jeg ikke har rejst mig helt endnu. Jeg har sørget i over halvandet år og selvom det er fucking frustrerende, så er det også bare sådan det er. Faktisk tror jeg at det er en god ting – fordi jeg virkelig mærker den og fordi den giver mig vished om, at når jeg elsker – så elsker jeg med hele hjertet. Og det er kun en god ting, synes jeg. Og det tager tid at komme sig over en stor kærlighed. Når det så er sagt, så fylder det langt mindre, end før. Men det er der endnu. Og vil være det i et stykke tid endnu. Og det er okay. Mit hjerte kan klare det. Også om søndagen.
Tak fordi i altid er der. Det betyder langt mere end i tror. Det har hjulpet mig mere end i aner. Pas på jer selv. Kys.
