Ting jeg har grædt over den seneste uge

Graviditet. En hormon-fest uden sammenligning. Og jeg som troede, at de teenageår var udfordrende (både for dem omkring mig men også at være mig), men WAW. Det svinger noget i butikken synes jeg. Jeg bliver ikke sur, rasende og smider med tingene, men jeg er noget grådlabil og meget, meget følsom. Som da vi sad og så Prison Break igår, og jeg nærmest græd, da en vagt blev stukket ihjel. Og måtte gå ud af stuen. Med Louie som virker beroligende. Christ. Jeg syntes dog at de første 12 uger, var værst med det der græde-halløj, men jeg kan godt mærke, at vrangen er vendt noget ud. Det tager jeg med. Hellere dén, en den evindelige kvalme, forstoppelsen (!) og strækmærkerne (som ikke har henvendt sig endnu).

Så jeg kom til at tænke på, alle de græde-ture jeg har haft, den seneste uge. Og dem deler jeg her med dig. For måske sidder du også og er gravid, og tuder over Masterchef og over tanken om, at din kæreste skal dø nede i Netto. Måske er du et sted i dit liv, hvor du ikke er gravid, men hvor du er grådlabil. Måske har du PMS. Uanset hvad, så er du ikke alene. Heller ikke om hormon-ture. Man kan jo så småt gå, og glæde sig til overgangsalderen, som også lyder som en fest. Men én ting af gangen. Her er de tudeture jeg har taget, den seneste uge:

• græd spontant igår fordi, at det pludselig ramte mig, at vi ikke har onkler eller mostre til Spir. Både Kristian og jeg er blevet enebørn, som voksne. Det havde jeg aldrig forestillet mig. Jeg kan huske at jeg tænkte over det, da jeg efter et par år efter Rasmus’ død, overvejede børn igen. Så slog det mig, at jeg ikke havde en onkel til mit kommende barn. Da jeg forelskede mig i Kristian tænkte jeg ikke over, at han jo heller ingen søskende har i live. Pludselig følte jeg mig så sårbar, snydt og særligt fik jeg ondt af de to dejlige drenge, som ville have elsket deres job som onkler og garanteret givet Spir en masse inspiration til ballade, numre og ikke mindst: elsket ligeså højt som vi kommer til, at elske Spir.
• græd (med lyd) og sov dårligt natten til, vi skulle til jordemoder. Ikke fordi jeg var nervøs, for jeg ved at Spir har det godt, men jeg græd fordi at Louie skulle være alene, mens vi var afsted. Det drejede sig om højst to timer, men jeg kunne næsten ikke bære tanken om, at han skulle pive når vi gik. Han pev lidt, men sov tungt da vi kom hjem, så han havde ikke lidt overlast. Mange bekymringer bliver aldrig til noget, det lærer jeg gang på gang. Set i bakspejlet tillagde jeg ham nok også mere intelligens, end man kan tillægge et dyr på størrelse med en hamster.
• græd stille (men med snot), da sur dame skrev lede ting, på min instagram. Det er ellers noget, som jeg igennem årene, har vænnet mig til. Ikke alle kan lide mig, og det er helt okay. Men jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor man har behov for, at skrive grimme ting. Jeg har ikke lyst til at citere, men pointen med beskeden var, at jeg var irriterende, skulle holde kæft og lukke min instagram fordi jeg ikke kommer med noget godt til platformen. Normalt kan jeg smile lidt, sende et hjerte og tænke, at den kvinde er ked af et eller andet i sit liv, som hun bliver nødt til, at dele ud af, fordi hun ellers ikke kan rumme det. Men det lykkes mig ikke alle dage og forleden ramte det mig.
• græd i morges, da Kristian og jeg så en graviditetsvideo, som vi ser hver gang, at jeg går ind i en ny uge. Jeg er 19+0 i dag og damen i videoen fortalte at baby nu ser ud som en rigtig baby og kan høre alle mine kropslyde. Ergo: jeg græd over, at den kan høre mine bøvser og prutter. Ikke fordi jeg er ked af det, på Spir’s vegne, men fordi jeg synes, at den er dygtig. WTF. Kristian kiggede forbavset på mig, men har vist vænnet sig til, at jeg udbryder i gråd over en reklame om mælkesnitter og støvsugere. Og nej, det er ikke et tilfælde, at jeg nævner mælkesnitter. Jeg elsker dem hårdt. Støvsugere har jeg et mindre intenst forhold til.
• græd stille (uden snot), da jeg i weekenden havde afleveret de to havenisser (mine forældre) i lufthavnen. Vanen tro drog de til Kreta, hvor de skal spendere de næste 2 uger. Og jeg blev grebet af katastofetanker. Jeg er et meget følsomt sted, lige nu. Jeg er gravid, der er hormoner i hobetal og der må bare ikke ske noget dårligt lige nu. Og der må slet ikke ske mine forældre noget. Jeg har brug for dem. Måske mere end nogensinde før. Jeg har brug for min mor, når jeg skal føde. Jeg har brug for, at min far holder om mig og kommer ind og krammer mig, når jeg er træt af graviditet og træt af, at være træt. De tanker fik fat i mig, og jeg græd på vejen hjem. Mens jeg hørte høj musik, for at få slukket tankerne. Det hjalp ikke, men det gjorde det, da de ringede og berettede at de var trygt fremme.

Hvornår græd du sidst? Og hvad græd du over?