De næste 14 dage (ish)
Jeg har netop slukket for tv’et og for TV2 News. Jeg orker ikke at høre mere om corona lige nu. Der er intet nyt som tingene ser ud lige nu, så jeg skal lige have en pause. Jeg synes det er hårdt at høre om det hele tiden. For jeg bliver bekymret og jeg kan nemt få sat gang i katastrofe tankerne. Film som “The day after tomorrow”, “I am legend” og “2012” kan godt fylde mine tanker, hvis jeg ikke passer på.
Jeg synes dog at jeg har fået lidt mere ro på igår aftes og i dag. Alfred har igennem en længere periode haft en infektion, som lægerne ikke kunne finde ud, hvad var. Da Mette Frederiksen onsdag aften holdt pressemøde, var vores tanker meget på Alfred og hans behandling. En ting er at have ham med i et venteværelse hos lægen (der er folk jo syge og kan smitte med alt muligt, ikke bare corona), men ville han blive prioriteret? Vi var ret desperate, da den behandling han fik på daværende tidspunkt, ikke var nok. Han er derudover på penicillin, hvilket gør at hans immunforsvar er svækket. Derfor har katastrofetankerne fyldt lidt mere hos mig, end de måske ville gøre hvis Alfred var helt rask. Men det er bedre nu, for Alfred har fået den behandling som virker og forhåbentlig kan vi slutte hans penicillinbehandling i næste uge. Vi har dog alligevel taget vores forholdsregler og vil de kommende to uger (måske mere end dét) holde os fra andre og opholde os mest herhjemme. Vi skal ikke se familie eller venner – og det bliver hårdt, for vi savner dem (og de savner Alfred), men sådan må det være. Better safe than sorry. Vi skal ikke risikere at Alfred (eller Kristian og jeg) bliver syge og får brug for lægebehandling eller måske endda at komme på hospitalet. For vores læge tager ikke patienter og jeg skal ikke ind på et hospital lige nu.
Jeg blev mere fortrøstningfuld igår da Kristian og jeg skulle på apoteket og ud og købe bleer. Jeg forventede spøgelses by og tomme hylder efter at der var blevet hamstret – men der var masser af mennesker på gaderne (som tog de hensyn vi nu skal tage) og hylderne var og er fyldte og folk var søde og der var god stemning. Det var rart. Vi fik også købt de ting til Alfred på apoteket, som han havde brug for. Det gav ro. Medicin og bleer, det gav mig så meget ro. Skidt pyt med om vi har friske grøntsager og toiletpapir, det skal vi sgu nok klare. Men jeg kan godt forstå de som hamstrede – for det er en naturlig reaktion, når der sker det, som skete i onsdags. Det har jeg hørt mange adfærdspsykologer udtale sig om. Jeg kan godt forstå at panikken bredte sig.
Det går lidt bedre nu og jeg skal ikke bruge nær så meget energi på, at dæmpe katastrofetankerne. Vi har det alle 3 godt og Kristian arbejder hjemme, så vi er sammen. Vores planer er at opholde os indendørs, gå lange ture og træne i stuen. Det bliver lidt mærkelige uger, måske mere end uger. Uvisheden er nok den sværeste. Hvordan det bliver fremover og hvornår det bliver normalt igen. Hvor mange vil blive syge, vil et familiemedlem blive syg, hvor stor en effekt vil det have for jobs og økonomien. Der er uendelig mange tanker. Og bekymringer.
Jeg får til gengæld mere tid til at skrive indlæg, rydde op i mit tøjskab (!), bage boller, lave mad, få en lille lur i ny og næ da både Kristian og jeg er hjemme – og selvom at han skal arbejde, så er vi mere fælles om de praktiske ting og det giver lidt luft. Jeg forsøger at fokusere på de positive ting. Det lykkes for det meste. I går delte jeg på min instagram, at Kristian og jeg “leger en leg” hver dag. Det gælder om at nævne 3 ting for hinanden, som vi er taknemmelige for. Jeg er f.eks. taknemmelig for at Alfred har fået den rette behandling, at jeg ammer så jeg ikke skal bekymre mig om MME (og det skal man heller ikke, for vi har ikke en fødevarekrise, men jeg kender mig selv godt nok til, at jeg ville have bekymret mig) og så er jeg taknemmelig for, at Kristian og jeg ikke er adskilt.
Jeg har oprettet gruppen: “Vi kan hjælpe hinanden #Corona” på facebook – alle er velkomne. Der bliver både tilbudt at handle for hinanden, gå ture med hunde, passe børn, gå på apoteket og andet. Kun fantasien sætter grænser, så længe vi passer på hinanden.
Jeg tænker meget på de af jer, som bor alene. Som skal klare alting selv og som skal være i tankerne og måske bekymringerne alene. Mange af jer har skrevet til mig – og delt jeres ensomhedsfølelse med mig. Jeg ville ønske at jeg kunne komme forbi og drikke en kop kaffe med dig. Men det går jo ikke. Mit råd til dig er at melde dig ind i en af mine venindegrupper (“Find en veninde #dueraldrigalene” på facebook), for der er mange som har det ligesom dig. Del det med din omgangskreds, selvom du måske ikke kan være sammen med dem fysisk. Alle forstår dig, for vi kan alle relatere til dén følelse, det er jeg ikke i tvivl om.
Vil du dele hvordan du har det? Hvordan du har grebet hele det her an? Måske er du i karantæne eller måske du har valgt at blive inde? Måske ikke? Måske skal du stadig på arbejde? Hvilke følelser fylder? Har du behov for noget, som jeg måske kan hjælpe dig med? Del gerne 3 ting som du er taknemmelig for! Del hvad du har lyst til i kommentarfeltet. Også gerne hvis du har ideer til hvad man kan lave, når man får så meget tid foræret? Alt er velkomment i kommentarfeltet <3
