Om at være flov over sit kaos
Det her er sådan et indlæg, som jeg har overvejet og brygget på længe. Rigtig længe. Men det blev ved med at vende tilbage til mig og derfor måtte jeg skrive det. Selvom jeg krummer mine tæer lidt, har lidt mavepine, er lidt flov, er usikker som ind i helvede over det. Men – det hjælper mig at skrive det, få det ud, udgivet, få det læst og så plejer følelsen langsomt at forsvinde – det er lidt terapeutisk at få det skrevet. Selvom det også er pisse grænseoverskridende og vildt personligt.
Der har i nogle år hersket kaos i mit liv. Virkelig kaos! Jeg har mistet min lillebror, jeg er flyttet til byen (hvilket var hårdt for mine forældre), jeg er blevet single, jeg har købt en lejlighed, jeg har ændret mit liv voldsomt meget, de sidste par år. Flovheden over mit kaos ramte mig, da jeg talte med en kollega for nogle uger siden. Hun spurgte sødt ind til mig og jeg hørte mig selv sige: “nu har jeg købt en lejlighed og så starter jeg på en frisk.. Ja, igen, altså..“. Hun var sød og glædede sig på mine vegne. Men jeg tænkte over mit svar resten af dagen og flere gange siden. Jeg hørte mig selv sige præcis samme sætning tilbage i vinter, hvor min kæreste (som nu er ekskæreste) og jeg solgte vores hus og flyttede til byen, netop for at “starte på en frisk” efter min lillebrors død og nogle andre ting, som jeg ikke er helt klar til at skrive om, endnu. Få måneder senere, hører jeg mig selv sige det samme igen. Og jeg blev flov.
Flov over at jeg åbenbart er “hende der ikke rigtig har styr på sit liv“. Jeg kigger på andre mennesker i mit liv, som er på samme alder og som har ret godt styr på deres shit. Jeg har en veninde som har hus, mand, to børn, have, bil, råd til rejser og dyre møbler. Jeg har en veninde som lige har fundet en kæreste og som er vildt forelsket og lykkelig. Min anden veninde har også lige mødt en, som hun er helt forgabt i. De fleste piger som jeg træner med har fast kæreste, bor sammen med ham/hende og virker til at have styr på deres liv.
Og så er der mig. Som pt. bor mere eller mindre i flyttekasser, ikke rigtig har nogle møbler, ikke rigtig har penge til at købe nogle, jeg har ikke drømmen om en familie, faktisk tror jeg slet ikke at jeg vil have børn, jeg skal slet ikke have en kæreste. Mit liv er bare lidt rodet, jeg lever lidt en dag af gangen, jeg har ikke de store planer. Og det er ikke så normalt som 27-årig – er min fornemmelse. Jeg blev i hvert fald flov over, at der er så meget rod i mit liv, at jeg har haft så meget kaos og ulykke – selvom det (hele) ikke er min egen skyld, så syntes jeg at det var flovt. Fordi jeg igen skulle flytte, igen græder lidt på arbejdet, igen ser tyndslidt ud, igen står lidt på bar bund.
Er jeg den eneste, som kan få den følelse? Jeg tænker at det er et tabu, hvis man har det sådan. Derfor skriver jeg det som det er, også selvom jeg synes det er totalt flovt og virkelig grænseoverskridende. Men – sådan er det jo, sådan er min verden og sådan er min blog: ærlig og uden nogle former for filtre.
