Hele historien – del 3
Jeg har valgt at dele hele min historie med jer. For at kunne følge med er det nok nødvendigt at læse del 1 og del 2. Jeg deler den fordi jeg, efter 3 år, er klar til at dele den. Fordi det hjælper mig i min sorgbearbejdelse. Fordi jeg føler at i skal høre den, fordi i altid har været så søde og omsorgsfulde, når jeg har haft brug for det.
Dagene efter min lillebrors død ser jeg som én lang tåge. Jeg husker at mine forældres hus var fyldt med mennesker og fyldt med blomster. Jeg husker at jeg fik serveret mad og at jeg spiste det uden at kunne smage. Jeg drak vin for at kunne sove. Mit arbejde fik besked, mine veninder, venner, min omgangskreds, naboer, gamle bekendtskaber. Vi planlagde begravelsen mens vi var i chok, men han fik den fineste begravelse som bestemt var ham værdig. Jeg husker ikke om jeg bar ham ud af kirken, men jeg husker at mine forældre, min ekskæreste og jeg sænkede ham ned i det sorte, dybe hul som var gravet til hans kiste. Hans sidste hvilested. Jeg husker at jeg havde en stor trang til at hoppe ned og ligge mig på kisten. Blive der for evigt. Han blev begravet d.12 januar 2013 i et smukt snevejr. 10 dage at jeg fandt ham død.
Jeg var stadig ikke kommet mig efter min abort. Jeg havde smerter og jeg var ikke mig selv. Jeg havde feber, kvalme og jeg blev ved med at bløde voldsomt. Jeg tog på hospitalet og lægen konkluderede hurtigt at den medicinske abort ikke var gået som planlagt og jeg skulle derfor have en mere. Jeg tror ikke engang at jeg græd, da jeg fik den besked. Jeg var udmattet. Jeg havde på en eller anden måde givet op. Jeg tog hjem med pillerne som skulle fjerne det døde foster. Jeg havde så svært ved at tage pillerne, fordi jeg vidste hvilken smerte der ventede mig. Min kæreste måtte hjælpe mig med det. Jeg lå i sengen, ventede på de fysiske smerter. De kom 12 timer efter og det føltes igen forfærdeligt. Der gik en uges tid. Jeg havde stadig smerter, blødte og jeg havde en grim fornemmelse af, at der var noget helt galt. Jeg kom til specialist som igen konkluderede at fosteret stadig sad indeni mig. Nu var medicinsk abort ikke længere en mulighed. Nu skulle jeg i narkose og have en udskrabning. Jeg havde aldrig været i narkose før. Jeg ville ikke – jeg ville ikke fordi jeg ikke kunne bære at mine forældre skulle være bange for, også at miste mig. Jeg ville ikke fordi jeg var angst for at dø fra dem. Jeg var ikke bange for at dø selv, jeg tænkte tit på døden som en trøst. Men jeg ville ikke have at mine forældre skulle miste endnu et barn. Deres sidste barn. Min far tog med, holdt mig i hånden da jeg fik narkosen og så mig falde i søvn. Jeg forstår stadigvæk ikke at han kunne. Han er så uendelig stærk.
Jeg fik endelig fjernet fosteret og min krop kunne nu gå i gang med at restituere, jeg kunne komme mig fysisk. Jeg startede i sorggruppe med andre søskende som havde mistet. Samtalerne reddede mig – vi var i samme båd og de forstod mig. Jeg kunne dele de sorte tanker med dem og de forstod. Jeg startede til psykolog, en krisepsykolog som hjalp mig da jeg blev ramt af voldsomme angstanfald. Jeg så ting som ikke fandtes, jeg var bange for at blive slået ihjel, jeg var bange for at mine forældre ville blive myrdet, jeg var bange for at min kæreste skulle dø fra mig, gå fra mig. Angsten boede i mig i lang tid, indtil jeg lærte at tøjle den og holde den nede.
Jeg startede langsomt med at arbejde igen, få timer om dagen. Det var svært at være noget for andre, når jeg ikke engang kunne være noget for mig selv. Jeg gik rundt som en zoombie. Jeg slæbte mig selv på arbejde. Jeg pressede mig selv til at være noget for andre. Jeg var tom indeni.
Min familie og jeg var i chok i mange måneder. Jeg tror at chokket reddede os – ellers ville vi være faldet om på stedet den aften vi fandt min lillebror. Vi famlede i blinde i sorgen. Vi anede ikke hvordan vi skulle komme videre. Det hjalp min mor at arbejde, det drænede mig, min far var frustreret over at jeg ikke kunne arbejde, fordi han så gerne ville have at jeg skulle “tilbage til mit gamle liv“. Men det kunne jeg ikke, for det liv var væk for altid.
Der gik et halvt år. Et halvt år som jeg næppe erindrer. Som jeg ikke vil huske. Jeg blev gravid igen. Sommeren 2013. Jeg var lykkelig og ulykkelig på samme tid. Jeg var lykkelig fordi jeg følte at livet vendte, at jeg havde skabt liv og glæde. Jeg var ulykkelig fordi min lillebror ikke ville opleve mit barn. Jeg var ulykkelig fordi jeg kunne se i mine forældres øjne at de var lykkelige på mine vegne, men ulykkelige på deres egne. Ugerne gik. Maven voksede. Min kæreste og jeg var dybt nervøse, men blev enige om at tro at nu ville det lykkes for os. Vi blev scannet i uge 12 og fosteret var igen dødt. Jeg husker at jeg fik beskeden, tog mit tøj på, gik ud til bilen, satte mig ind og sagde ikke et ord i en time. Jeg kan huske at jeg fysisk kunne mærke at vreden voksede i mit indre. Jeg var rasende. Hvad havde jeg gjort for at fortjene al den ulykke? Jeg var vred på alting og jeg var vred på alle.
Det første halve år efter min lillebrors død blev min far kørt ned på cykel og brækkede kravebenet. Han kørte hele vejen hjem på cykel efter ulykken og jeg måtte køre ham på hospitalet i hemmelighed, fordi han ikke ville have at min mor skulle blive bekymret. Han fik hjerteproblemer og måtte opereres. At se ham i smerter og se ham være bekymret for at der skulle ske ham noget, fordi han var angst for om min mor og jeg kunne klare det – det glemmer jeg aldrig. Og vi havde nok ikke klaret det, hvis vi også havde mistet ham. Jeg blev gravid, mistede det og måtte igen igennem narkose og smerter. De måtte brænde fosteret væk af min ene æggestok, fordi det havde siddet så længe. Jeg har ikke været gravid siden og jeg kan sommetider blive bekymret for, om jeg nogensinde kan blive gravid igen.
Familien omkring os turde ikke tage telefonen når vi ringede, fordi de frygtede at vi ville berette om nye ulykker. 2013 var ikke året for min familie og det vil altid være det værste år i mit liv. Ulykker, død og ødelæggelse haglede ned over min familie det år og jeg hader den dag i dag tallet 13.
Næste del af min historie vil omhandle hvorfor og hvordan min kæreste igennem syv år blev min ekskæreste og hvordan en kærlighed så stærk pludselig blev alt for smertefuld at rumme.
Tak fordi du læste med <3
56 kommentarer til “Hele historien – del 3”
Du er bare så uendelig sej <3
Tak fordi du deler din historie – det er sejt!
Wauw.. Det er virkelig rørende og stærk læsning. Uden at kende dig så synes jeg bare du er så fucking sej og stærk, at det gør helt ondt. Sikke en ærlighed. Jeg elsker at følge med på din blog (og har gjort det længe) – og damn en personlighed, den skinner virkelig igennem i dine indlæg. Jeg tror og håber at 2016 bliver dit år! Det lidt som om, at det fortjener du ret meget – om nogen 🙂
Som andre skriver, tak fordi du deler din historie.. Det er godt nok sejt at være så ærlig og sårbar. Man har bare allermest lyst til at holde om dig..
Matilde. Tak for læsning. Jeg synes du er utrolig stærk og sej. Kan ikke sætte ind i hvad din familie og dig har gået / går i gennem. Jeg har selv gennemgået en oplevelse som næsten kostede mig livet. Dine angst tanker kender jeg så godt og føler virkelig at det har ændret mig og min skrøbelighed sidder konstant udenpå tøjet. Tænk at hver morgen skulle kæmpes i gang når livet er en gave. Heldigvis er tiden ens bedste ven og din familie er kun blevet stærkere <3 TAK fordi du "blotter" dig og give mig inspiration og trøst. Ønsker dig alt det bedste fremover <3
Wauw, du er mega sej.
Kæreste Matilde. Hvor er du modig og stærk. Hvor er det dejligt du stadig er her. Hvor er det voldsomt, så meget du allerede har oplevet gøre ondt i så ung en alder. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor hårdt og svært det må have været – og er. Tak fordi du deler. Det er – som de andre også skriver – meget stærk læsning og jeg får lyst til at sende dig tusind kram og tanker <3
Kære Matilde. Puha det er virkelig en stribe af voldsomme oplevelser, du og din familie har været igennem. Jeg synes det er så stærkt og modigt af dig, at du deler din historie. Din måde at skrive på er utrolig rørende og nærværende. Jeg har selv oplevet en (ufrivillig) abort, som endte med en uges indlæggelse, da det kirurgiske indgreb ikke lykkedes første gang. Men at du har oplevet det to gange oveni så stor en sorg, du i forvejen var i, er slet ikke fair. Jeg håber, at du hver dag heler mere og mere <3
Det er så stærkt af dig. Med sådanne oplevelser, så kan jeg næsten ikke forestille mig den sorg du har kæmpet med og til stadighed gør. Men at du nu kan skrive om den viser virkelig en styrke, som du kan være stolt af. Og jeg håber inderligt at det hjælper dig til at på sin vis acceptere den og komme videre. Klø på! Du er kommet langt!
Og med hensyn til dine aborter – jeg forstår din frygt om ikke at kunne blive gravid. du har også været exceptionelt uheldig – men en graviditet er bare ikke så nem som man umiddelbart skulle tro.. Og heldigvis, så findes der hjælp! Jeg har selv skulle sluge en kamel her i november sidste år, hvor jeg i en alder af 26 kun kan få børn ved reagensglasbefrugtning. Det skyldes både sygdom og en gravidtet uden for livmoderen. Livet giver en nogle ben hårde udfordringer nogen gange. Du har fået nogle af de virkelig hårde. Så bare husk på – det skal nok vende igen og med din mentale styrke og din viljestyrke, så skal det nok gå dig godt!
Stor sympati og de bedste tanker her fra til dig og din familie!
Hvor er du stræk at du kan og vil dele al din sorg med så mange hvor er det stort!
Jeg fik en klump i maven da jeg læste din historie..
Sikke et mod du har.
Du har kæmpet igennem alt for meget sorg.
Synes dælme du er sej.
Jeg vandt konkurrencen om et crossfit medlemskab via insta, idet jeg bl.a. skrev, at jeg følte, at jeg på mange måder kunne nikke genkende til flere af dine situationer og savnede træning som frirum – som du netop skrev, at du brugte det til! Undskyld – det er fuldstændig uden sammenligning, men først nu kender ‘vi’ læsere din historie! Og jeg tænker tit på hvor sej & stærk en kvinde, du er! Alt mulig held & lykke til dig!
Utrolig rørende og stærkt af dig, at du deler dine historier med os. Du er super sej og en kæmpe inspiration. Jeg er slet ikke i tvivl om, at 2016 bliver dit år – og jeg glæder mig til din bog, som jeg er sikker på bliver fantastisk 🙂
Gisp gisp gisp…. tænk at nogen skal opleve så megen smerte…. Det er dybt uretfærdigt.
Tak fordi du deler din historie.
Ønsker alt det bedste for dig og din familie <3
<3
Det gør mig meget ondt på dine vegne. Du er så sej og du er så stærk, og der er håb for mig, når du kan.
Tak.
Det er med tårer i øjnene at jeg læser din historie. Det gør mig så ubeskrivelig ondt på dine vegne. Og på dine forældres. Jeg er selv mor og kan kun prøve at forestille mig jeres smerte. Et stort kram til dig. Tak fordi at du deler. Jeg håber at du snart må få nogle flere lykkelige øjeblikke i dit liv. Det må bestemt være din tur
Jeg bliver så skræmt og ked af det, når jeg læser dine ord, søde Matilde. Måske fordi de berører så mange ting, som jeg selv frygter, og fordi de minder mig om, at de værste ting kan ske for de bedste mennesker. Dine ord kan dog også varme mig, for de minder mig ligeledes om, at på trods af de forfærdelige ting, som livet kan kaste efter os, så ER det muligt at overleve. Og det synes jeg er fuldstændig fantastisk og ubegribeligt – at vi stadig kan overleve på trods af sådanne oplevelser. Fuck, du er stærk, så stærk, at jeg slet ikke kan begribe det.
Jeg sender de varmeste, kærligste tanker efter dig og din familie.
❤️
Du er sej og i sandhed en stor inspiration. Jeg ønsker dig alt godt i verden.
Ord er ikke tikstrækkelige… Det du har været igennem er som du selv skriver så uretfærdigt!!! Hvor jeg beundre dig for at dele det med os… Én ting falder mig ind, hvad der ikke dræber os, gør os stærkere… Og jeg håber for alt i verden at lykken vil tilsmile dig… Alt godt din vej fremover!!
Det er fuldstændig vanvittigt, det du har været ude for. Jeg får ondt fra yderst til inderst af at læse det, og jeg synes det er så hjernedødt flot, at du skriver det og deler det. Begge komponenter – skrive og dele – må være to gigantiske ‘hurdles’ (meget, meget mild beskrivelse) at komme over. Stærkt.
Jeg har en fornemmelse af, at du er kommet rigtig langt især over det sidste halve år: du er i sorg, men det ligner, at du nået til et punkt i din bearbejdning, hvor du har overskud til at tænke over, hvordan dit tab kan hjælpe andre. Det er uendeligt stort.
Jeg har ikke selv oplevet så fuldstændig uoverkommelige tab, men jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at du hjælper rigtig rigtig mange mennesker.
Det er flot, og det er vigtigt.
Du gør en forskel!
Tak for din historie. Du er så stærkt, at jeg slet ikke kan forstå det. Sender tusind tanker din vej!
Jeg ved overhovedet ikke hvad jeg skal svare. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har læst eller hørt om et så bredtfavnende ødelæggende år, hvor én person har oplevet alt dette hos sig selv og sine nærmeste. Det er enormt voldsomt, ja vanvittigt, at læse. Et tab af en der er så nær – og to aborter så kort tid efter hinanden – det er i sig selv nogle forståeligt hårde ting at opleve. Og så tæt på hinanden. Man kan kun forstå de tanker, du skriver at du har gjort dig omkring det. Og så alligevel, så kan man sgu sikkert ikke forstå bare 10% af det. Jeg har den største respekt for at du overhovedet står på to ben i dag, det i sig selv synes jeg er en kæmpe bedrift. Til helvede med life goals og det perfekte liv – det at du har rejst dig, haltende og såret, efter sådan noget, og formået at leve for noget andet, det er godt nok beundringsværdigt. Jeg har snust til alvorlig sygdom (forhåbentligt bliver det ikke til mere end det), og jeg tager så meget hatten af for dig. Jeg forstår, og så alligevel kan jeg jo slet ikke rumme at et menneske oplever det. Shit du er sej, at du er her og at du står!
Fuck. Jeg er speechless over den historie. Din historie hjælper os andre med at være så uendelige taknemmelige for det vi har – det som vi konstant tager forgivet! For fanden hvor skal man sætte pris på det man har. Alt det bedste til dig Matilde!
Jeg kan genkende din angst for at dø, ikke for min egen, men for mine forældres skyld! Min ældste bror døde da jeg var 12, og siden da har jeg været bange for at der sker mig, eller min anden bror noget, for ved at det ville ødelægge mine forældre.
Jeg tror aldrig rigtigt man kommer over det, det er en integreret del af den person man er blevet efterfølgende. Jeg bliver 28 i år, så det er jo efterhånden mange år siden, men kan stadig have dage hvor jeg bliver trist og synes det hele er så uretfærdigt!
Tak fordi du deler din historie,, det rørte mig dybt.. ❤️
De varmeste tanker herfra. Du har været meget igennem, og intet kan nogensinde gøre det nemmere, at vi alle prøves gennem livet. Prøves af vore omgivelser, prøves på jobbet, prøves af kærester m.v. Sender dog en spand varm karma din vej med ønsket om, at du må fortsætte den gode kurs. Du motiverer så mange på både din blog og på Instagram, så (y) herfra.
Jeg sidder med tårrer i øjnene, hvor er din historie fuldstændigt utrolig. Du er den stærkeste kvinde jeg nogen sinde har læst om. Hvor er du bare helt igennem fantastisk og indspirerende! Du giver mig virkelig troen på, at man kan hvad man vil have, at man skal kunne. Tak for dig! <3
Hej Mathilde
Jeg tror det her er min første kommentar nogensinde, men jeg er simpelt hen nødt til at fortælle dig, hvor meget din historie rører mig. Jeg synes det er helt vildt imponerende at se, hvordan du nu lever dit liv og gør noget godt for andre. Du er for sej!
Jeg er meget ny følger hos dig og startede ud med del fire og så så at det var del fire. Efter at have læst alle fire nu er jeg fuldstændig i chok og virkelig amazed over dig. Tænk du har skulle gennemgå alt dette! Tænk at du er kommet ud på den anden side og er så stærk som du er idag – eller i hvert fald virker til for mig! Jeg er utrolig ydmyg efter at have læst dette. Du er for sej og du har kun fortjent alt godt! Håber sådan at det bare er vendt! At du og k kommer til at få børn uden at have nogen problemer. Tak bare tak for at du har indviet os i dette. Du er så stærk og inspirerende. Tak!
Du er bare så uendelig sej <3
Tak fordi du deler din historie – det er sejt!
Wauw.. Det er virkelig rørende og stærk læsning. Uden at kende dig så synes jeg bare du er så fucking sej og stærk, at det gør helt ondt. Sikke en ærlighed. Jeg elsker at følge med på din blog (og har gjort det længe) – og damn en personlighed, den skinner virkelig igennem i dine indlæg. Jeg tror og håber at 2016 bliver dit år! Det lidt som om, at det fortjener du ret meget – om nogen 🙂
Som andre skriver, tak fordi du deler din historie.. Det er godt nok sejt at være så ærlig og sårbar. Man har bare allermest lyst til at holde om dig..
Matilde. Tak for læsning. Jeg synes du er utrolig stærk og sej. Kan ikke sætte ind i hvad din familie og dig har gået / går i gennem. Jeg har selv gennemgået en oplevelse som næsten kostede mig livet. Dine angst tanker kender jeg så godt og føler virkelig at det har ændret mig og min skrøbelighed sidder konstant udenpå tøjet. Tænk at hver morgen skulle kæmpes i gang når livet er en gave. Heldigvis er tiden ens bedste ven og din familie er kun blevet stærkere <3 TAK fordi du "blotter" dig og give mig inspiration og trøst. Ønsker dig alt det bedste fremover <3
Wauw, du er mega sej.
Kæreste Matilde. Hvor er du modig og stærk. Hvor er det dejligt du stadig er her. Hvor er det voldsomt, så meget du allerede har oplevet gøre ondt i så ung en alder. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor hårdt og svært det må have været – og er. Tak fordi du deler. Det er – som de andre også skriver – meget stærk læsning og jeg får lyst til at sende dig tusind kram og tanker <3
Kære Matilde. Puha det er virkelig en stribe af voldsomme oplevelser, du og din familie har været igennem. Jeg synes det er så stærkt og modigt af dig, at du deler din historie. Din måde at skrive på er utrolig rørende og nærværende. Jeg har selv oplevet en (ufrivillig) abort, som endte med en uges indlæggelse, da det kirurgiske indgreb ikke lykkedes første gang. Men at du har oplevet det to gange oveni så stor en sorg, du i forvejen var i, er slet ikke fair. Jeg håber, at du hver dag heler mere og mere <3
Det er så stærkt af dig. Med sådanne oplevelser, så kan jeg næsten ikke forestille mig den sorg du har kæmpet med og til stadighed gør. Men at du nu kan skrive om den viser virkelig en styrke, som du kan være stolt af. Og jeg håber inderligt at det hjælper dig til at på sin vis acceptere den og komme videre. Klø på! Du er kommet langt!
Og med hensyn til dine aborter – jeg forstår din frygt om ikke at kunne blive gravid. du har også været exceptionelt uheldig – men en graviditet er bare ikke så nem som man umiddelbart skulle tro.. Og heldigvis, så findes der hjælp! Jeg har selv skulle sluge en kamel her i november sidste år, hvor jeg i en alder af 26 kun kan få børn ved reagensglasbefrugtning. Det skyldes både sygdom og en gravidtet uden for livmoderen. Livet giver en nogle ben hårde udfordringer nogen gange. Du har fået nogle af de virkelig hårde. Så bare husk på – det skal nok vende igen og med din mentale styrke og din viljestyrke, så skal det nok gå dig godt!
Stor sympati og de bedste tanker her fra til dig og din familie!
Hvor er du stræk at du kan og vil dele al din sorg med så mange hvor er det stort!
Jeg fik en klump i maven da jeg læste din historie..
Sikke et mod du har.
Du har kæmpet igennem alt for meget sorg.
Synes dælme du er sej.
Jeg vandt konkurrencen om et crossfit medlemskab via insta, idet jeg bl.a. skrev, at jeg følte, at jeg på mange måder kunne nikke genkende til flere af dine situationer og savnede træning som frirum – som du netop skrev, at du brugte det til! Undskyld – det er fuldstændig uden sammenligning, men først nu kender ‘vi’ læsere din historie! Og jeg tænker tit på hvor sej & stærk en kvinde, du er! Alt mulig held & lykke til dig!
Utrolig rørende og stærkt af dig, at du deler dine historier med os. Du er super sej og en kæmpe inspiration. Jeg er slet ikke i tvivl om, at 2016 bliver dit år – og jeg glæder mig til din bog, som jeg er sikker på bliver fantastisk 🙂
Gisp gisp gisp…. tænk at nogen skal opleve så megen smerte…. Det er dybt uretfærdigt.
Tak fordi du deler din historie.
Ønsker alt det bedste for dig og din familie <3
<3
Det gør mig meget ondt på dine vegne. Du er så sej og du er så stærk, og der er håb for mig, når du kan.
Tak.
Det er med tårer i øjnene at jeg læser din historie. Det gør mig så ubeskrivelig ondt på dine vegne. Og på dine forældres. Jeg er selv mor og kan kun prøve at forestille mig jeres smerte. Et stort kram til dig. Tak fordi at du deler. Jeg håber at du snart må få nogle flere lykkelige øjeblikke i dit liv. Det må bestemt være din tur
Jeg bliver så skræmt og ked af det, når jeg læser dine ord, søde Matilde. Måske fordi de berører så mange ting, som jeg selv frygter, og fordi de minder mig om, at de værste ting kan ske for de bedste mennesker. Dine ord kan dog også varme mig, for de minder mig ligeledes om, at på trods af de forfærdelige ting, som livet kan kaste efter os, så ER det muligt at overleve. Og det synes jeg er fuldstændig fantastisk og ubegribeligt – at vi stadig kan overleve på trods af sådanne oplevelser. Fuck, du er stærk, så stærk, at jeg slet ikke kan begribe det.
Jeg sender de varmeste, kærligste tanker efter dig og din familie.
❤️
Du er sej og i sandhed en stor inspiration. Jeg ønsker dig alt godt i verden.
Ord er ikke tikstrækkelige… Det du har været igennem er som du selv skriver så uretfærdigt!!! Hvor jeg beundre dig for at dele det med os… Én ting falder mig ind, hvad der ikke dræber os, gør os stærkere… Og jeg håber for alt i verden at lykken vil tilsmile dig… Alt godt din vej fremover!!
Det er fuldstændig vanvittigt, det du har været ude for. Jeg får ondt fra yderst til inderst af at læse det, og jeg synes det er så hjernedødt flot, at du skriver det og deler det. Begge komponenter – skrive og dele – må være to gigantiske ‘hurdles’ (meget, meget mild beskrivelse) at komme over. Stærkt.
Jeg har en fornemmelse af, at du er kommet rigtig langt især over det sidste halve år: du er i sorg, men det ligner, at du nået til et punkt i din bearbejdning, hvor du har overskud til at tænke over, hvordan dit tab kan hjælpe andre. Det er uendeligt stort.
Jeg har ikke selv oplevet så fuldstændig uoverkommelige tab, men jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at du hjælper rigtig rigtig mange mennesker.
Det er flot, og det er vigtigt.
Du gør en forskel!
Tak for din historie. Du er så stærkt, at jeg slet ikke kan forstå det. Sender tusind tanker din vej!
Jeg ved overhovedet ikke hvad jeg skal svare. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har læst eller hørt om et så bredtfavnende ødelæggende år, hvor én person har oplevet alt dette hos sig selv og sine nærmeste. Det er enormt voldsomt, ja vanvittigt, at læse. Et tab af en der er så nær – og to aborter så kort tid efter hinanden – det er i sig selv nogle forståeligt hårde ting at opleve. Og så tæt på hinanden. Man kan kun forstå de tanker, du skriver at du har gjort dig omkring det. Og så alligevel, så kan man sgu sikkert ikke forstå bare 10% af det. Jeg har den største respekt for at du overhovedet står på to ben i dag, det i sig selv synes jeg er en kæmpe bedrift. Til helvede med life goals og det perfekte liv – det at du har rejst dig, haltende og såret, efter sådan noget, og formået at leve for noget andet, det er godt nok beundringsværdigt. Jeg har snust til alvorlig sygdom (forhåbentligt bliver det ikke til mere end det), og jeg tager så meget hatten af for dig. Jeg forstår, og så alligevel kan jeg jo slet ikke rumme at et menneske oplever det. Shit du er sej, at du er her og at du står!
Fuck. Jeg er speechless over den historie. Din historie hjælper os andre med at være så uendelige taknemmelige for det vi har – det som vi konstant tager forgivet! For fanden hvor skal man sætte pris på det man har. Alt det bedste til dig Matilde!
Jeg kan genkende din angst for at dø, ikke for min egen, men for mine forældres skyld! Min ældste bror døde da jeg var 12, og siden da har jeg været bange for at der sker mig, eller min anden bror noget, for ved at det ville ødelægge mine forældre.
Jeg tror aldrig rigtigt man kommer over det, det er en integreret del af den person man er blevet efterfølgende. Jeg bliver 28 i år, så det er jo efterhånden mange år siden, men kan stadig have dage hvor jeg bliver trist og synes det hele er så uretfærdigt!
Tak fordi du deler din historie,, det rørte mig dybt.. ❤️
De varmeste tanker herfra. Du har været meget igennem, og intet kan nogensinde gøre det nemmere, at vi alle prøves gennem livet. Prøves af vore omgivelser, prøves på jobbet, prøves af kærester m.v. Sender dog en spand varm karma din vej med ønsket om, at du må fortsætte den gode kurs. Du motiverer så mange på både din blog og på Instagram, så (y) herfra.
Jeg sidder med tårrer i øjnene, hvor er din historie fuldstændigt utrolig. Du er den stærkeste kvinde jeg nogen sinde har læst om. Hvor er du bare helt igennem fantastisk og indspirerende! Du giver mig virkelig troen på, at man kan hvad man vil have, at man skal kunne. Tak for dig! <3
Hej Mathilde
Jeg tror det her er min første kommentar nogensinde, men jeg er simpelt hen nødt til at fortælle dig, hvor meget din historie rører mig. Jeg synes det er helt vildt imponerende at se, hvordan du nu lever dit liv og gør noget godt for andre. Du er for sej!
Jeg er meget ny følger hos dig og startede ud med del fire og så så at det var del fire. Efter at have læst alle fire nu er jeg fuldstændig i chok og virkelig amazed over dig. Tænk du har skulle gennemgå alt dette! Tænk at du er kommet ud på den anden side og er så stærk som du er idag – eller i hvert fald virker til for mig! Jeg er utrolig ydmyg efter at have læst dette. Du er for sej og du har kun fortjent alt godt! Håber sådan at det bare er vendt! At du og k kommer til at få børn uden at have nogen problemer. Tak bare tak for at du har indviet os i dette. Du er så stærk og inspirerende. Tak!