Dét spørgsmål var jeg lidt nervøs for at blive stillet, da Kristian og jeg skulle fortælle at vi er blevet forlovet. Det blev vi nemlig i torsdags, da Kristian med K gik på knæ midt i stuen, foran den mikroskopiske IKEA sofa i vores lillebitte lejlighed, mens solens stråler strømmede ind på os. Jeg er forlovet. FUCK! Så er jeg voksen. Ikke?
Det pudsige er at ingen har nævnt noget om, hvor længe vi har kendt hinanden. Ingen. Ikke engang de tætteste veninder, som jo altid kan tillade sig, at sige alt til mig. Det er jo derfor, at jeg har dem. I hvert fald én af grundene. Men de er så glade. Ligesom mine forældre er. Og min familie. Og JER. Jeg delte billedet på min instagram igår og det er væltet ind med beskeder – jeg kan simpelthen ikke nå, at skrive TAK til jer alle sammen. Men vid at det betyder så meget for mig, at I er glade på mine vegne. Det er for vildt. Jeg er meget, meget rørt. Jeg forsøger at få læst alle kommentarene, beskederne, mails og directs som jeg har fået. Tak for kærligheden.
Kristian og jeg har været kærester siden d.14 oktober 2018. Det er 141 dage. K friede efter 137 dage. Det føles som flere år siden, at jeg spurgte ham om vi skulle være kærester. Vi mødtes på Tinder (læs mere om første date og hvordan vi blev kærester), og siden har vi været sammen.
Jeg anede intet om at han gik med planer om, at fri til mig. Han var lidt fraværende og sad og kiggede ud i luften mange gange, efter jeg kom hjem fra Costa Rica. Men jeg vidste at han havde hovedet fuld af tanker, da han i dag er startet på nyt job og det kræver jo altid lidt tankevirksomhed. Men i torsdags var det særlig slemt. Og jeg sagde til ham, at det var mærkeligt. Han gik rundt om sig selv, mens jeg gik i bad, tog kjole på og de røde støvler, for planen var at vi skulle ud og spise frokost. Jeg stod i stuen og kiggede på ham og pludselig sagde han: “Luk lige øjnene. Jeg skal vise dig noget“. Jeg gjorde som han sagde og da jeg åbnede øjnene sad han på knæ foran mig. Med en stor, sort, skinnende æske i hånden. Og han rystede helt vildt. Og jeg har aldrig set ham være så nervøs, som han var lige der.
Han sagde: “Jeg ved at jeg vil dele mit liv med dig. Vil du gifte dig med mig?“.
Jeg gik et skridt tilbage og sagde “tager du pis?“. Men jeg kunne godt se, at han mente det. Så jeg satte mig på knæ og krammede og kyssede ham indtil han sagde: “Svarede du ja?“. Og jeg sagde “Selvfølgelig vil jeg gifte mig med dig“. Og så gav han mig ringen på. Og vi kyssede og krammede og græd lidt. Lige præcis som jeg synes at det skulle være. Helt stille og roligt, uden at for meget hurlumhej og uden andre end ham og jeg. Midt i stuen, hvor vi bor. Hvor vi tilbringer mange timer sammen, hvor vi føler os hjemme og mest som os selv. Vores fristed. Det var helt perfekt.
Han har selv designet ringen. Den har to safirer i lyserød og en diamant i midten. Det er den smukkeste ring, jeg nogensinde har set. Og det er det smukkeste spørgsmål jeg nogensinde er blevet stillet. Jeg er så glad, lykkelig og fuldstændig flyvende for tiden. Det har jeg faktisk været siden jeg mødte Kristian. Han er min kærlighed.
Hvornår, hvordan og alt det der, det har vi ikke rigtig talt om endnu. Det bliver ikke i år. Men måske næste år. Lige nu vil jeg nyde at jeg nu er forlovet og jeg vil forsøge at sige det i alle tænklige sammenhænge. Jeg er lykkelig. Og jeg havde aldrig troet at jeg skulle være lykkelig igen. Det er 6,5 år siden, at jeg sidst var lykkelig. Jeg havde glemt hvordan det føltes. Jeg glemmer aldrig hvordan følelsen af at være ulykkelig føles. Jeg glemmer aldrig hvordan mørket omsluttede mig i så mange år. Hvor ligegyldigt livet var for mig. Men Kristian har fået mig så langt væk fra den følelse. Nu vil jeg livet igen. Nu er jeg lykkelig. Jeg savner, men jeg er lykkelig. Endelig.
Du må ikke give op. Det findes. Kærligheden findes. I en eller anden form. Hvis jeg kan finde den, så kan du også <3