Hvordan du kommer over ham den eneste ene
Jeg får så tit spørgsmålet: Hvordan kom du videre?
Svaret er ikke enkelt, langt fra. Og det tog tid, forbandet lang tid. Jeg ved faktisk ikke om jeg er helt i mål. Det er jeg de fleste dage, men det kan stadigvæk gøre ondt, bide og rive i hjertet.
Der er mange af jer som skriver til mig, de fleste af jer står midt i orkanens øje. Midt i smerten og hjertesorgen. Han er gået fra dig, du er gået fra ham, har måske fortrudt. I er blevet enige. Uanset hvad, så gør det ondt når kærlighed forsvinder. Særligt når det er ægte kærlighed. Læs hvordan mit kærlighedsliv er lige nu, her.
Jeg ville ikke ønske det for min værste fjende – kærestesorg. Før jeg selv prøvede det, om man så må sige, tænkte jeg ofte: ej nu tager du dig sku’ sammen, når endnu en veninde vandede høns over en eller anden dude. Jeg prøvede at være forstående og omsorgsfuld, men jeg forstod det ærligt talt ikke rigtig. Der er jo mange fisk i havet, du skal nok finde en ny og bla bla bla hvor jeg dog hostede meget fuldstændig ligegyldig galde op. Det beklager jeg. Jeg vidste ikke bedre.
Det gør jeg beklageligvis nu. Faktisk ved jeg ikke om jeg helt mener det, når jeg skriver beklageligvis. For hvor er jeg dog vokset, hvor har jeg dog udviklet mig og jeg kan faktisk bedre lide mig selv nu. Men. Det har været de hårdeste år i mit ellers korte liv. 2 år og nogle måneder er det siden nu. Og jeg tænker stadigvæk på min ekskæreste hver eneste dag. Det første lange stykke tid græd jeg, savnede ham fuldstændig vanvittigt. Så drak jeg, gik i byen, var på tinder og foretog mig alt det der følger med dén app. Så arbejdede jeg mig ud af krisen, arbejde mere end 60 timer om ugen. Trænede 5-6 gange om ugen. Datede igen. Drak mere. Græd, skreg, smadrede ting, brændte vist også noget, dummede mig i byen, gjorde mig selv til grin. Gentog det hele weekenden efter. Og det forbandende musehjul befandt jeg mig mere eller mindre i, i 2 år. Dét var kærlighedens pris. Min kærlighed til min ekskæreste. Som heldigvis synger på sidste vers, thank you very much.
Men. Hvad gjorde jeg? Udover at sejle i mit eget selvynk. Og i rødvin, nuvel. Jeg lod mig selv sejle og det tror jeg faktisk at man bliver nødt til. For en stund, i hvert fald. Ikke for længe, men du må godt dyrke det, når det gør ondt. Det tror jeg er sundt. Jeg talte med veninder (tak til jer!!), jeg talte så meget om ham og om dét at jeg var ved at kaste op. Det skal man vist også igennem. Jeg tror på det der med at tale sig ud af problemerne. Altså, fordi det er på den måde jeg får bearbejdet det. Byen og mænd hjalp, som ikke andet så for et kort øjeblik. At blive bekræftet af andre mænd, dét hjalp. Ikke altid, for det kunne også få minder og savn af tryghed frem, men det hjalp for det meste. Jeg accepterede, efter 6-7 måneder, at det ville tage tid. Og jeg prøvede at blive gode venner med tiden, for jeg vidste at jeg ikke kunne fremskynde processen. Jeg fyldte mit liv med ting, som gav mig noget. Træning med søde veninder, middage med veninder og familie. Jeg gjorde mit nye hjem hyggeligt og jeg gjorde det til mit. Jeg skulle føle mig hjemme. Jeg sov når jeg var træt. Ofte var det ikke om natten, så sov jeg når jeg havde fri fra arbejde. Jeg købte enormt meget tøj, mange tasker, fik ordnet mine negle, gik til frisøren. Det er måske et latterligt råd, men det hjalp mig at jeg følte mig pæn og forkælede mig selv. Jeg var meget sammen med mine forældre, de forstod mig og jeg behøvede ikke altid at sige så meget. De kender mig så godt, det var nok bare at have dem nær.
Jeg smed alt ud som mindede mig om ham. Det var en dyr omgang, men ikke destomindre det der virkede for mig, på det tidspunkt. Møbler, dyner, puder, tøj, køkkenting, sågar smykker og neglelak som mindede mig om ham, det smed jeg ud eller gav væk. Jeg havde brug for at være i mit hjem, uden at have efterladenskaber fra ham. Fra den tid vi havde sammen, det hjem vi havde skabt sammen igennem 7 år. Jeg sorterede mine billeder på min computer og lavede en mappe med billeder af ham og billeder af ham og jeg. Jeg ville ikke slette dem, men jeg ville ikke risikere at støde på dem en torsdag aften. Det vidste jeg, at jeg ikke ville kunne magte. Det kan jeg godt nu, men jeg prøver at undgå det. Jeg slettet ham og alle i relation til ham fra alle sociale medier. Slettede telefon numre (også for at undgå at ringe og tude efter en bytur).
Og så følte jeg det. For det var jeg simpelthen nødt til. Og jeg var nødt til at tro på, at det ville gå over. For det sagde alle jo, at det ville. Jeg har ikke tal på, hvor mange Uber chauffører jeg har talt med knuste hjerte med. Jeg havde hele tiden brug for at høre, at man godt kunne komme videre. For jeg havde intet håb, i lang tid. Jeg forligede mig med tanken om, at jeg for evigt ville være ked af det. Have et knust hjerte til min sidste dag.
Jeg er blevet klogere – for det bliver bedre. Men det tager tid og det tager længere tid, end du måske er indstillet på. Men jeg lover dig! Det bliver nemmere, du bliver glad igen og du kommer til at grine og smile. Og måske engang at jeg igen vil opleve, hvordan ægte kærlighed er. Jeg håber det. Og jeg kommer til at opleve det. Nok ikke imorgen, måske ikke i 2017, men inden jeg stiller træskoene, så vil jeg igen føle kærlighed helt ude i fingrespidserne. Det har jeg valgt at tro på. Sorg er kærlighedens pris, og det har jeg virkelig lært nu. Næste gang jeg elsker, bliver det på en anden måde, fordi jeg ved at jeg kan miste det. Og det glæder jeg mig til at opleve. Og jeg tror på, at du også vil opleve det igen. Hold ud. Hvis jeg kan, så kan du også!
#dueraldrigalene
18 kommentarer til “Hvordan du kommer over ham den eneste ene”
Tak fordi du deler ud af dine personlige historier. Dine to sidste indlæg hjælper mig utrolig meget. Har kendt en fyr i 4 år (ekskæreste) og vi har ikke kunnet give slip på hinanden sådan fuldstændig. Men jeg får ondt indeni. Fysisk ondt at han ikke er min og kun min. Da jeg så læste dine to indlæg gik det op for mig at jeg skal give slip NU. hvis han ikke vil have hele mig, hele pakken så er han ikke det værd jo. Der må være en anden kærlighed til mig et sted derude som gør mig lykkelig i stedet for ked af det. Tak Mathilde. Tak!
Sikke et flot indlæg, du beskriver det vi andre ikke kan sætte ord på. Bliv ved, du er en fantastisk dygtig blogger!
Jeg er i præcis i det der – det med at forlise sig med, at det tager tid. Men jeg kommer tilbage – og jeg kommer tilbage klogere og gladere end før! OG det at føle sig pæn og piget skal ikke undervurderes – det hjælper de dage, hvor man bilder sig selv ind, at man ikke kan elske andre og andre ikke kan elske en 🙂
ps. jeg elsker de her indlæg – de hjælper mig!
Matilde, Matilde, Matilde. TAK!
Du formår at sætte ord på de følelser, som jeg endnu ikke har kunnet forstå eller forklare. Jeg blev single sidste år efter at have været sammen med min ekskæreste i 6 år, og kendt hinanden siden vi var 12 år gamle (i dag er jeg 25). Min ekskæreste valgte at slutte vores forhold uden grund og fra den ene dag til den anden. Jeg fik flået mit hjerte i tusinde stykker, jeg mistede min bedste ven og min eneste ene på samme tid.
Det har efterladt mig i flere uforstående situationer, mange.. rigtig mange byture med for meget alkohol, tårer, panikanfald, udmattelse, og jeg kunne blive ved. Jeg er endelig kommet til det stadie, hvor jeg ikke føler had til ham. Jeg kan smile, har fået glæde og kontrol over mig liv igen. Jeg er stadigvæk ikke klar til at åbne mit hjerte – ved ikke om jeg overhovedet bliver det. Men du giver mig håb. Jeg ved nu, at det tager tid og det er okay. Du er så sej og modig for at tage disse emner op og dele dine kampe med os læsere. Endnu en gang tak!
Har du nogensinde haft dage hvor du mistede troen på at din eks nogensinde havde elsket dig eller været forelsket i dig? Sådan en dag har jeg i dag. Jeg er fortvivlet og så uendelig ked af det 😔 hvor er det væmmeligt at have den følelse.
Tak for alle dine indlæg og insta stories, jeg følger dig med stor begejstring ❤
Elsker du ham stadig, inderst inde?
Jeg kom først over min eks, da jeg mødte min nuværende kæreste (som nu også er min forlovede). Det tog 6 år 🙄
Jeg har kærestesorg på 7 måned nu. Jeg tænker på min ekskæreste 24 timer i døgnet, selvom vi ikke længere har kontakt – jeg har slettet ham fra alt og blokeret ham på messenger.
Jeg er begyndt at acceptere, at det kommer til at tage tid. I starten troede jeg, at hvis jeg bare overlevede de første tre måneder ville det være det. Men hvor længe skal jeg have det elendigt? Kommer der et mellemstykke hvor jeg ikke har lyst til at dø hver dag?
PS. Tillykke med sin nye kæreste. Du fortjener kærlighed ❤️
Tak fordi du deler ud af dine personlige historier. Dine to sidste indlæg hjælper mig utrolig meget. Har kendt en fyr i 4 år (ekskæreste) og vi har ikke kunnet give slip på hinanden sådan fuldstændig. Men jeg får ondt indeni. Fysisk ondt at han ikke er min og kun min. Da jeg så læste dine to indlæg gik det op for mig at jeg skal give slip NU. hvis han ikke vil have hele mig, hele pakken så er han ikke det værd jo. Der må være en anden kærlighed til mig et sted derude som gør mig lykkelig i stedet for ked af det. Tak Mathilde. Tak!
Sikke et flot indlæg, du beskriver det vi andre ikke kan sætte ord på. Bliv ved, du er en fantastisk dygtig blogger!
Jeg er i præcis i det der – det med at forlise sig med, at det tager tid. Men jeg kommer tilbage – og jeg kommer tilbage klogere og gladere end før! OG det at føle sig pæn og piget skal ikke undervurderes – det hjælper de dage, hvor man bilder sig selv ind, at man ikke kan elske andre og andre ikke kan elske en 🙂
ps. jeg elsker de her indlæg – de hjælper mig!
Matilde, Matilde, Matilde. TAK!
Du formår at sætte ord på de følelser, som jeg endnu ikke har kunnet forstå eller forklare. Jeg blev single sidste år efter at have været sammen med min ekskæreste i 6 år, og kendt hinanden siden vi var 12 år gamle (i dag er jeg 25). Min ekskæreste valgte at slutte vores forhold uden grund og fra den ene dag til den anden. Jeg fik flået mit hjerte i tusinde stykker, jeg mistede min bedste ven og min eneste ene på samme tid.
Det har efterladt mig i flere uforstående situationer, mange.. rigtig mange byture med for meget alkohol, tårer, panikanfald, udmattelse, og jeg kunne blive ved. Jeg er endelig kommet til det stadie, hvor jeg ikke føler had til ham. Jeg kan smile, har fået glæde og kontrol over mig liv igen. Jeg er stadigvæk ikke klar til at åbne mit hjerte – ved ikke om jeg overhovedet bliver det. Men du giver mig håb. Jeg ved nu, at det tager tid og det er okay. Du er så sej og modig for at tage disse emner op og dele dine kampe med os læsere. Endnu en gang tak!
Har du nogensinde haft dage hvor du mistede troen på at din eks nogensinde havde elsket dig eller været forelsket i dig? Sådan en dag har jeg i dag. Jeg er fortvivlet og så uendelig ked af det 😔 hvor er det væmmeligt at have den følelse.
Tak for alle dine indlæg og insta stories, jeg følger dig med stor begejstring ❤
Elsker du ham stadig, inderst inde?
Jeg kom først over min eks, da jeg mødte min nuværende kæreste (som nu også er min forlovede). Det tog 6 år 🙄
Jeg har kærestesorg på 7 måned nu. Jeg tænker på min ekskæreste 24 timer i døgnet, selvom vi ikke længere har kontakt – jeg har slettet ham fra alt og blokeret ham på messenger.
Jeg er begyndt at acceptere, at det kommer til at tage tid. I starten troede jeg, at hvis jeg bare overlevede de første tre måneder ville det være det. Men hvor længe skal jeg have det elendigt? Kommer der et mellemstykke hvor jeg ikke har lyst til at dø hver dag?
PS. Tillykke med sin nye kæreste. Du fortjener kærlighed ❤️