Den eneste ene
Den eneste ene. Det smukkeste i hele verden.
Engang troede jeg på dét. Jeg vidste at jeg havde fundet min eneste ene. Jeg var aldrig i tvivl. Vi passede sammen som fod i hose. Jeg elskede ham helt og aldeles ubetinget. Og jeg blev forelsket første gang jeg så ham. Det er ikke engang noget jeg finder på. Sådan var det. Jeg var 19 år. Og faldt pladask for ham. Det er mange år siden nu, mange kys, kram og tårer siden. Han er ikke længere min eneste ene, nu er han et kært minde. Et minde som skærer mig i hjertet, et minde som jeg kan glæde mig over, et minde som i den grad har sat sit præg på mit liv.
Jeg tror ikke på at der findes én eneste til mig. Jeg tror at der findes flere. Lige om hjørnet, i et andet land, i Jylland, nede i Netto. Jeg tror at der findes mange, faktisk. Det vælger jeg i hvert fald at tro på. For ellers er verden da først uretfærdig. For hvordan skulle jeg dog finde ham? Jeg kunne jo lede resten af mit liv i så fald.
Jeg tror at der findes mange, som passer til mig. Og det er ikke fordi at jeg er easy going og nem at holde af. Jeg er skide besværlig, stædig og jeg vil helst gøre alting selv. Der er ikke nogen der skal komme og redde mig, jeg kan fandeme selv. Og det har jeg også gjort. Men jeg ved at der findes mere kærlighed derude, også til mig. Også til dig, som måske har mistet håbet. Som måske er blevet såret dybt. Som måske har et knust hjerte. Det kender jeg mange der har, netop nu. Jeg synes at der er mange, der går fra hinanden i disse dage. Og jeg kender smerten og håbløsheden. For hvor bliver kærligheden af?
Jeg griner ofte af min veninde, som er den mest håbløse romantiker jeg kender. Hun er komplet naiv og ligger alt for meget energi i det der kærlighed. Men hun har fat i den lange ende. For hun tør sku! Hun tør at kaste sig ud i tingene, selvom der er stor risiko for at blive såret og knust. Hun løber gerne den risiko og dét ser jeg op til. Jeg tør nemlig ikke. Ikke endnu. Men jeg tror på hende når hun siger, at det findes. Og selvom jeg de fleste dage er ved at kaste op over dating, kærlighed og at blotte sig selv overfor mænd, så ved jeg det godt. Dybt inde. At det findes og at jeg nok skal opleve det igen. Når jeg er klar og når det er meningen. Hold ud, du er aldrig alene.
28 kommentarer til “Den eneste ene”
Jeg tror heller ikke på den eneste ene… Ikke længere, men jeg tror på den seneste ene. Det udtryk er jeg blevet ret glad for.. Det giver bare bedre mening i mit hoved.
Pyha…jeg tror faktisk på ham den eneste ene. Jeg har fået børn med verdens dejligste mand – han er den bedste far men var ikke min store kærlighed. Min kæreste efter ham tog mit hjerte med storm. Helt og aldeles. Og lige så stort det var lige så sindssygt var det da han gik. Nu er vi begge med nye kærester, men vi har begge talt om at lige præcist det vi havde sammen får man aldrig igen. verden er barsk.
Jeg holdt først op med at tro på den eneste ene, da min eneste ene fik en ny kæreste. Mit hjerte kan ikke forstå, hvordan jeg bare kunne erstattes. Mens jeg stadig savner, sørger og holder tårer tilbage, så er han bare glad med en anden. Og jeg kan ikke bære tanken. Alle kys, kram, glædestårer, kærlighedserklæringer, filmaftenener, dybe samtale, overfladiske samtaler, komplimenter, sange, interne jokes vi havde sammen – det har han nu med en anden. Ordene ‘min skat’ og ‘jeg elsker dig’ er stadig tilknyttet ham. Men han sidder sikkert i dette øjeblik og siger dem til en anden. Hvordan kommer man videre fra dét
Du har så evigt ret. Jeg tror, at der er mange mænd, som man kan få et godt liv sammen med.
Mit hjerte blev knust for nyligt, da ham, jeg datede og holdt af, valgte at stoppe det. Stoppe os.
Endnu en gang såret. Endnu en gang mister jeg håbet. Endnu en gang mister jeg modet til at turde.
Jeg er normalt som din veninde. Kaster mig ud i det med ‘my heart on my sleeve’, men det bliver sværere og sværere. Men sådan er gamet vel? Man skal turde noget for at vinde noget?
Thank you, thank you, THANK YOU! ❤
Jeg kæmper selv med efterveerne efter et virkeligt hårdt breakup. Jeg tør ikke kaste mig ud i muligheden for at blive såret igen, og tænker ofte at jeg nok alligevel har brugt min kvote af kærlighed. Men jeg skal turde stole på at der er mere til mig og at det vil komme en dag når jeg er klar.
Jeg havde virkelig brug for at læse dine ord! TAK!❤
Jeg er også en af de ramte. Så der må jo være en anden derude. Men hvordan Mathilde, hvordan tackler man det at den man troede var ens eneste ene, får en ny?
Jeg tror ikke som sådan på den eneste ene. Men på at finde en, man holder af – og så ellers arbejde benhårdt derfra! Jeg er selv drønbesværlig, stædig, egenrådig og med stoooore følelser, og min mand er faktisk lige så slem. Men efter 10 år, 2 børn, et par hundrede skænderier, endnu flere tårer, flere snakke om skilsmisse og mange gange parterapi kan jeg sige, at jeg ikke kan forestille mig nogen som helst anden end ham. Så man kan sige, at vi er groet ind i at være den eneste anden for hinanden, og intet kan nogensinde blive det samme. Men det er i kraft af tid, stædighed og en relation, der har kunnet tåle at kærligheden i perioder forvandt – ikke i kraft af, at vi bare var skabt for hinanden. Man kan vel sige, at ‘den eneste ene’ er den, man formår at kæmpe sig igennem med? Og når det ikke gik, så var det nok bare ikke ham.. <3
Jeg har ham. Ham der fuldender mit liv og gør mig hel – den eneste jeg overhovedet kan forestille mig at leve mit liv med. Jeg tror på kærligheden, men jeg tror ikke på ‘den eneste ene’. Jeg tror på, at vi skal være sammen altid, men jeg tror ikke på, at det er givet på forhånd. Jeg tror på, af det kræver vilje.
NU har jeg mig en skøn kæreste og tror stadig ikke på den eneste ene, jo han er da min eneste og elsker ham uendelig højt, men der kan ske ting som man går fra hinanden, og derfor er det svært at finde den eneste ene, man vil leve HELE sit liv med <3
God dag
http://blogbykathrine.bloggersdelight.dk/
Dit indlæg er som skrevet til mig. Jeg mistede selv ham, jeg opfattede (og gør det stadig), som mit livs kærlighed. Vi var kærester i næsten 7 år, og jeg var aldrig i tvivl om ham og mig. Jeg elskede og beundrede ham. Han gjorde mig lykkelig og tryg. Jeg kunne ofte sidde i et selskab og tænke ‘Ham der, han er min mand. Jeg er verdens heldigste.’ Det føltes rigtigt helt ind i maven, og vi havde store planer om at stifte familie sammen. Jeg nåede at smide mine P-piller. Desværre begyndte vores forhold at blive meget familiært. Dvs. næsten ingen sex, kys og berøring de sidste tre år, men masser af dybe samtaler, kærlighed og tryghed. Jeg tænkte ikke, at det var noget problem. Lige indtil jeg møder en anden mand, som får mig til at genfinde min lyst til sex. Jeg prøvede at stå imod. Havde stadig ikke lyst til sex med min kæreste, men elskede ham højt højt højt. Jeg kunne ikke stå imod. Min seksualitet rev i mig. Jeg tabte gjorde det forbi med min kæreste og sprang i armene på den anden mand. Oplevede her det vildeste begær, at føle mig som kvinde og dejlig dejlig sex. Nu har jeg mistet det hele. Jeg kan ikke være sammen med ham den nye. Jeg skal først igennem en stor sorg over at have mistet min store kærlighed. Ham den nye tænder mig, men han er ikke min kæreste. Der er ingen dybe samtaler men masser af begær. Jeg savner min kæreste. Omvendt kan man jo heller ikke være i et forhold med én, man overhovedet ikke har lyst til at have sex med, fordi det føles som at gå i seng med sin bedste ven. Kan man? Jeg er så ulykkelig og forvirret. Jeg har fyldt op med kærlighed ig savn, men samtidig bliver jeg våd af at tænke på en anden mand. Har du nogle vise ord, søde Matilde?
Jeg tror at du har ret Mathilde, jeg deler ihvertfald det synspunkt.
Jeg mødte min éne eneste ene, da jeg var 16 og vi var kærester i 5 år. Han rev benene væk under mig og jeg elskede ham med hud og hår, men tiden ville ikke som os og der kom en masse imellem. Det var til dags dato en af de hårdeste ting at skulle gå igennem, jeg troede aldrig at mit hjerte ville heles og ej heller at jeg nogensinde ville føle sådan igen, og jeg mindes stadig vores tid med glæde, selvom jeg i dag er godt gift med min anden eneste ene. Vi har været gift i snart tre år, været sammen i 7, har to dejlige børn og han fejer benene væk under mig hver gang han har mulighed for det.
Jeg har lovet ham mit hjerte og jeg har givet ham mit løfte og jeg vil være hans til vore dages ende, men jeg er også realistisk. Der kan ske så meget, og måske hans eneste ene en dag dukker op i supermarkedet, og kærlighed kan man altså ikke sådan hamle op med! Ej at sammenligne med lyst og forførelse, fordi det er to forskellige ting, men jeg vil stadig elske ham for evigt. Ligeså vel som jeg på et eller andet punkt vil med den anden, det er bare et kært minde i dag. Så jo, jeg tror bestemt på flere eneste ener – og jeg har også haft andre kærester, men kun to eneste ener, og ham her har jeg i sinde at holde fast på med næb og klør.
Jeg tror heller ikke på den eneste ene… Ikke længere, men jeg tror på den seneste ene. Det udtryk er jeg blevet ret glad for.. Det giver bare bedre mening i mit hoved.
Pyha…jeg tror faktisk på ham den eneste ene. Jeg har fået børn med verdens dejligste mand – han er den bedste far men var ikke min store kærlighed. Min kæreste efter ham tog mit hjerte med storm. Helt og aldeles. Og lige så stort det var lige så sindssygt var det da han gik. Nu er vi begge med nye kærester, men vi har begge talt om at lige præcist det vi havde sammen får man aldrig igen. verden er barsk.
Jeg holdt først op med at tro på den eneste ene, da min eneste ene fik en ny kæreste. Mit hjerte kan ikke forstå, hvordan jeg bare kunne erstattes. Mens jeg stadig savner, sørger og holder tårer tilbage, så er han bare glad med en anden. Og jeg kan ikke bære tanken. Alle kys, kram, glædestårer, kærlighedserklæringer, filmaftenener, dybe samtale, overfladiske samtaler, komplimenter, sange, interne jokes vi havde sammen – det har han nu med en anden. Ordene ‘min skat’ og ‘jeg elsker dig’ er stadig tilknyttet ham. Men han sidder sikkert i dette øjeblik og siger dem til en anden. Hvordan kommer man videre fra dét
Du har så evigt ret. Jeg tror, at der er mange mænd, som man kan få et godt liv sammen med.
Mit hjerte blev knust for nyligt, da ham, jeg datede og holdt af, valgte at stoppe det. Stoppe os.
Endnu en gang såret. Endnu en gang mister jeg håbet. Endnu en gang mister jeg modet til at turde.
Jeg er normalt som din veninde. Kaster mig ud i det med ‘my heart on my sleeve’, men det bliver sværere og sværere. Men sådan er gamet vel? Man skal turde noget for at vinde noget?
Thank you, thank you, THANK YOU! ❤
Jeg kæmper selv med efterveerne efter et virkeligt hårdt breakup. Jeg tør ikke kaste mig ud i muligheden for at blive såret igen, og tænker ofte at jeg nok alligevel har brugt min kvote af kærlighed. Men jeg skal turde stole på at der er mere til mig og at det vil komme en dag når jeg er klar.
Jeg havde virkelig brug for at læse dine ord! TAK!❤
Jeg er også en af de ramte. Så der må jo være en anden derude. Men hvordan Mathilde, hvordan tackler man det at den man troede var ens eneste ene, får en ny?
Jeg tror ikke som sådan på den eneste ene. Men på at finde en, man holder af – og så ellers arbejde benhårdt derfra! Jeg er selv drønbesværlig, stædig, egenrådig og med stoooore følelser, og min mand er faktisk lige så slem. Men efter 10 år, 2 børn, et par hundrede skænderier, endnu flere tårer, flere snakke om skilsmisse og mange gange parterapi kan jeg sige, at jeg ikke kan forestille mig nogen som helst anden end ham. Så man kan sige, at vi er groet ind i at være den eneste anden for hinanden, og intet kan nogensinde blive det samme. Men det er i kraft af tid, stædighed og en relation, der har kunnet tåle at kærligheden i perioder forvandt – ikke i kraft af, at vi bare var skabt for hinanden. Man kan vel sige, at ‘den eneste ene’ er den, man formår at kæmpe sig igennem med? Og når det ikke gik, så var det nok bare ikke ham.. <3
Jeg har ham. Ham der fuldender mit liv og gør mig hel – den eneste jeg overhovedet kan forestille mig at leve mit liv med. Jeg tror på kærligheden, men jeg tror ikke på ‘den eneste ene’. Jeg tror på, at vi skal være sammen altid, men jeg tror ikke på, at det er givet på forhånd. Jeg tror på, af det kræver vilje.
NU har jeg mig en skøn kæreste og tror stadig ikke på den eneste ene, jo han er da min eneste og elsker ham uendelig højt, men der kan ske ting som man går fra hinanden, og derfor er det svært at finde den eneste ene, man vil leve HELE sit liv med <3
God dag
http://blogbykathrine.bloggersdelight.dk/
Dit indlæg er som skrevet til mig. Jeg mistede selv ham, jeg opfattede (og gør det stadig), som mit livs kærlighed. Vi var kærester i næsten 7 år, og jeg var aldrig i tvivl om ham og mig. Jeg elskede og beundrede ham. Han gjorde mig lykkelig og tryg. Jeg kunne ofte sidde i et selskab og tænke ‘Ham der, han er min mand. Jeg er verdens heldigste.’ Det føltes rigtigt helt ind i maven, og vi havde store planer om at stifte familie sammen. Jeg nåede at smide mine P-piller. Desværre begyndte vores forhold at blive meget familiært. Dvs. næsten ingen sex, kys og berøring de sidste tre år, men masser af dybe samtaler, kærlighed og tryghed. Jeg tænkte ikke, at det var noget problem. Lige indtil jeg møder en anden mand, som får mig til at genfinde min lyst til sex. Jeg prøvede at stå imod. Havde stadig ikke lyst til sex med min kæreste, men elskede ham højt højt højt. Jeg kunne ikke stå imod. Min seksualitet rev i mig. Jeg tabte gjorde det forbi med min kæreste og sprang i armene på den anden mand. Oplevede her det vildeste begær, at føle mig som kvinde og dejlig dejlig sex. Nu har jeg mistet det hele. Jeg kan ikke være sammen med ham den nye. Jeg skal først igennem en stor sorg over at have mistet min store kærlighed. Ham den nye tænder mig, men han er ikke min kæreste. Der er ingen dybe samtaler men masser af begær. Jeg savner min kæreste. Omvendt kan man jo heller ikke være i et forhold med én, man overhovedet ikke har lyst til at have sex med, fordi det føles som at gå i seng med sin bedste ven. Kan man? Jeg er så ulykkelig og forvirret. Jeg har fyldt op med kærlighed ig savn, men samtidig bliver jeg våd af at tænke på en anden mand. Har du nogle vise ord, søde Matilde?
Jeg tror at du har ret Mathilde, jeg deler ihvertfald det synspunkt.
Jeg mødte min éne eneste ene, da jeg var 16 og vi var kærester i 5 år. Han rev benene væk under mig og jeg elskede ham med hud og hår, men tiden ville ikke som os og der kom en masse imellem. Det var til dags dato en af de hårdeste ting at skulle gå igennem, jeg troede aldrig at mit hjerte ville heles og ej heller at jeg nogensinde ville føle sådan igen, og jeg mindes stadig vores tid med glæde, selvom jeg i dag er godt gift med min anden eneste ene. Vi har været gift i snart tre år, været sammen i 7, har to dejlige børn og han fejer benene væk under mig hver gang han har mulighed for det.
Jeg har lovet ham mit hjerte og jeg har givet ham mit løfte og jeg vil være hans til vore dages ende, men jeg er også realistisk. Der kan ske så meget, og måske hans eneste ene en dag dukker op i supermarkedet, og kærlighed kan man altså ikke sådan hamle op med! Ej at sammenligne med lyst og forførelse, fordi det er to forskellige ting, men jeg vil stadig elske ham for evigt. Ligeså vel som jeg på et eller andet punkt vil med den anden, det er bare et kært minde i dag. Så jo, jeg tror bestemt på flere eneste ener – og jeg har også haft andre kærester, men kun to eneste ener, og ham her har jeg i sinde at holde fast på med næb og klør.