“Jeg venter lige på vasketøjet” og mavefornemmelser

Lige før jeg mødte Kristian, så jeg en anden mand. Ham så jeg i 3 måneders tid, sidste sommer. Vi mødtes på Tinder, havde første date på Amager Strand og selvom at jeg ikke ligefrem var forelsket, så var jeg meget interesseret. Han var en flot, sød og en rolig mand. På papiret var han perfekt. At det så ikke lige skulle være os, er en anden sag. Og heldigvis stødte jeg på Kristian kort tid efter, som i den grad beviste, at jeg ikke havde været forelsket i førnævnte mand. Det blev jeg i Kristian og når man er forelsket, så er man aldrig i tvivl. Det ved du garanteret, hvis du selv har været forelsket. At have et crush, være lun på, være interesseret i, have en flirt med – det er bare ikke det samme, som når forelskelsen slår ned. Men det skal ikke handle om forelskelse. Det skal handle om, at jeg skulle have lyttet til min mavefornemmelse. For “forholdet” til ham jeg så, endte ret træls. Jeg skrev dette indlæg efterfølgende, så det siger lidt sig selv, hvordan dét endte.

Kort fortalt – så brugte han stadigvæk Tinder, selvom at vi sås. Og han sagde det ikke selv til mig – jeg måtte selv finde ud af det. Vand under broen, det er længe siden og jeg er glad nu, så skidt pyt. Men for satan – datingkulturen var hardcore for mig, og når jeg tænker tilbage på tiden som single, så er det ofte med lidt ondt i maven. Jeg syntes at det var hårdt. Hvis du ikke har et panser som single, så får du det.

Men når du oplever noget i livet, så kan du som oftest, tage noget med dig. Et eller andet du har lært. Det forsøger jeg i hvert fald at gøre, når noget træls sker i livet. For så er der på en eller anden måde, en eller anden mening med det. Og med denne relation i sommer, tog jeg med mig, at jeg skal være bedre til, at lytte til min mavefornemmelse. For den har altid ret. Altid. Det svære er, at finde ud af, at lytte til den. Give den taletid.

Og ham fra i sommer, ham kunne jeg havde havde sluppet tidligere. Hvis jeg havde lyttet:

Sommer i sidste år. Fucking varmt. Klokken er omkring 12, jeg står foran Magasin ved Kongens Nytorv. Jeg har været i Mad&Vin og handlet bær, kolde drikkevarer, sandwich og pakket tæppe, håndklæde og taget en fin, hvid sommerkjole på. Jeg dufter af solcreme, fregnerne har for længst overtaget i femøren og jeg føler mig fri, glad og spændt. Vi har nemlig en date. Vi skal endnu engang mødes på Amager Strand, og aftalen har været planlagt længe. Jeg står ved metroen, med min fuldt pakkede cykel. Planen er at tage metroen ud til Amager Strand, for jeg gider ikke at cykle, med den tunge kurv (læs: jeg gider ikke at svede, når jeg skal mødes med ham). Lige i det jeg skal til, at trykke på knappen til elevatoren, får jeg en besked. Han skriver noget i retningen af, om vi kan udskyde daten en times tid. Han har nemlig lige sat vasketøj over. Og skjorterne skal altså ud med det samme: “ellers er de umulige at stryge“. Jeg får ondt i maven og tårerne presser sig på. Det passer vildt dårligt. Jeg er ligesom på vej, med kolde drikkevarer og fucking jordbær. Og udover dét, så bliver jeg såret. Vasketøjet vinder over, at ses med mig? På dette tidspunkt har vi set hinanden, i en måneds tid. Jeg har afsat min dag, efter ham. Jeg har ordnet det jeg skulle, inden vores aftale. Jeg har indrettet mig. Om man så må sige. Fordi jeg gerne vil se ham og fordi, at jeg gerne vil ham. Jeg gør hvad de fleste piger gør – ringer til min veninde. Hun beroliger mig, taler tingene lidt ned og får mig overtalt til, at jeg tager på stranden nu og venter på ham. “Arbejd på din tan skatter“, som hun siger. Jeg tager metroen, sætter mig på stranden og venter. Lader selvfølgelig som om, at jeg ikke venter men har en fest alene. Læser et blad og arbejder på min tan. I virkeligheden, er jeg ked af det. Fucking skjorter. Helt ærligt. Så vask dem dog igen, når du kommer hjem, tænker jeg. Her sidder jeg – sød, sjov og flot i bikini, og du vælger at dine skjorter skal være til at stryge. Vatpik, kom jeg vist til at tænke. Men da han endelig kom, efter 80 minutter (ja, jeg tog tid), så smilede jeg, vinkede ham hen og lod som ingenting. Men det sved i hjertet. Og min mavefornemmelse skreg (og havde skreget siden jeg stod, ved metroen på Kongens Nytorv): He’s just not that into you.

Og jeg fik ret. For et par måneder efter, da jeg kom hjem fra en uges ferie på Sicilien, fik jeg nys om, at han stadig brugte sin Tinder. Av for helvede. I en uge havde jeg sukket efter ham, mens jeg slikkede sol i Italien. Spild af tid, spild af ungdom, spild af tankevirksomhed.

Dér lyttede jeg ikke til min mavefornemmelse. Og det skulle jeg havde gjort. Så havde jeg sparet mig selv, for ham. Og det er jo ikke for at være firkantet – jeg kan godt tåle, at få rykket en date en time, hvis der dukker noget op. Men vasketøj som “dukker op”? No way.

Hvis alt andet sejler og du ikke aner, hvad du skal stille op. Det kan være omkring et job, uddannelse, en mand, en kvinde, en veninde, en i din familie, en nabo – hvis alt er mudret og signalerne er blandende, så lyt til én ting. Mavefornemmelsen. Sommetider skal man lige tune ind på den, for at kunne høre den. Men den er der. Og jeg vil virkelig forsøge, at lytte til den. Nu ikke som single, men på andre områder i mit liv. Særligt arbejdsrelateret, hvor tilbuddene er mange og man let kan blive fristet. Der vil jeg lytte til min mavefornemmelse. Den har altid ret – og den kender mig allerbedst. Er du i tvivl, er du ikke i tvivl.