Kejserinde
I dag er det 7 uger siden at Alfred blev født. I 7 uger har jeg været mor. I 7 uger har Kristian og jeg været forældre. Det er det vildeste, det største, det hårdeste og det dejligste jeg i mit liv har prøvet. På én gang.
I er mange der har spurgt ind til min fødsel. Rigtig mange af jer spørger, fordi i selv står overfor et kejsersnit. Eller valget om et kejsersnit. Og det kan jeg godt forstå! Og jeg vil rigtig gerne dele. Jeg har bare lige skulle lande i det hele selv – og så er der ikke så meget tid længere, til at skrive. Meget af min dag går med Alfred og dét prioriterer jeg også. Jeg vil gerne have så meget hud mod hud som muligt, lege med ham (så meget som en baby på 7 uger nu kan) og så skal han skiftes et hav af gange og amningen tager også meget tid. Derfor har jeg haft god tid til, at tænke over dette indlæg. Hvad jeg vil dele – og hvad jeg gerne vil have er mit og Kristians.
Drømmen var jo ikke et planlagt kejsersnit. Det var nok nærmere det, som jeg allermindst kunne tænke mig. Men sådan blev det, jeg valgte det selv og jeg har det rigtig godt med mit valg. Jeg taler og skriver med kvinder som har det rigtigt svært med, at de blev nødt til at vælge kejsersnit eller endte i akut kejsersnit. Måske du føler dig “snydt”. Jeg forstår dig godt! Jeg frygtede at jeg selv ville få det sådan – men det fylder ikke noget for mig. Bare jeg fik Alfred. For mig er det ligemeget hvordan han kom, men det betyder ikke at det er forkert hvis du sidder og føler dig snydt og ked af det. Det ved jeg at rigtig mange andre gør. Vi er forskellige.
Da jeg havde besluttet mig for kejsersnit, forsøgte jeg at forberede mig så godt som muligt. Det gjorde jeg ved:
- IKKE at google. Jeg ville ikke have dårlige historier og erfaringer og det synes jeg er nemt at finde, når man googler og lusker rundt på internettet.
- til gengæld anbefalede lægen mig at se denne video, som jeg synes er så god, informativ og uden for meget snak. Den gjorde mig rigtig tryg.
- forsøge at gøre det til den bedste oplevelse som overhovedet muligt. Vi skulle indlægges efterfølgende i et par dage. Vi havde et ton bland selv slik med, jeg havde en flot kimono med, toiletsager, rent tøj, oplader, tøj til Alfred og så videre. Fordi vi på forhånd vidste at det var kejsersnit og dermed indlæggelse var vi en smule forberedte. Det var faktisk rart.
- sørge for at min mor fik fri, så hun kunne være på hospitalet sammen med min far og mine svigerforældre. Kristian og jeg fandt sammen ud af, at vi havde brug for at de var der. Ikke på operationsstuen, hvor man i øvrigt kun må have én pårørende med, men i nærheden af os. Det gav virkelig meget ro.
- dagen inden kejsersnittet hyggede jeg om dagen med et langt bad hvor jeg barberede mine ben, brugte scrub og creme efterfølgende. Jeg havde ansigtsmaske, jeg ordnede mine negle, havde fodbad og hårkur. Jeg sørgede for at føle mig så tilpas og fin som muligt. Og det lyder mærkeligt – men det hjalp og gjorde mig glad. Kristian og jeg drak et glas champagne om aftenen, efter store bøffer, sovs og fritter som jeg elsker. Vi vidste at det var “vores sidste aften” og det nød vi, selvom at Alfred og selve kejsersnittet fyldte enormt meget.
Jeg havde fået et tidspunkt hvor vi skulle møde ind og jeg skulle komme fastende. Ikke særlig rart som højgravid, men jeg havde alligevel så mange tanker at jeg ikke rigtig tænkte på mad. Vi havde en tid på operationsstuen og blev ikke særlig meget forsinkede. Vi talte med anæstesilægen som fortalte om epiduralblokaden, som er en del af et kejsersnit. Jeg er dybt angst for nåle, så dette var det absolut sværeste og mest udfordrende ved kejsersnittet. Og så det faktum at jeg skulle være vågen, mens de skar i mig. Ikke at jeg ville ønske at jeg kom i fuld narkose, men det hele var voldsomt, overvældende og uvirkeligt.
På operationsstuen var der virkelig mange mennesker. Og det kom lidt bag på mig. Altså de havde jo sagt det, men det var pludselig noget andet at være i det. Udover studerende var der jordemødre, sygeplejerske, læger, to anæstesilæger og vist også en fødselslæge. Der var mange! Nålene var voldsomme, både drop og noget andet som de forsøgte, at knalde i min håndryg men måtte opgive, for så at knalde det midt på underarmen. Av for helvede. Men også den forbandede epidural. Det gjorde (hånden på hjertet) ikke forbandet ondt, det er mere tanken som for mig er angstprovokerende. Mens jeg skriver det her krymper jeg mig og kan nærmest mærke den nål igen. For satan. Men altså, jeg kom igennem det. Jeg tog mig sammen. Kristian måtte lige kigge på mig og sige “det skal du”, da jeg vist fik sagt “jeg kan ikke”. For det skulle jeg jo. Og det gjorde jeg. Da epiduralen virkede forsvandt følelsen fra mine bryster og ned. En virkelig mærkværdig oplevelse. Og så gik de i gang – jeg kunne hverken se eller mærke noget. De sætter sådan et klæde op, så du ikke kan kigge med. Hvilket var helt fint for mig. Jeg kunne mærke at de skubbede til mig og rørte ved min krop, men det gjorde ikke ondt. Kristian sad ved min skulder og talte beroligende til mig.
Pludselig mærkede jeg et stort puf og en af lægerne sagde: “nu kommer han”. Og jeg tænkte “hvem kommer? Hvad fanden foregår der”. Det hele var gået så stærkt, alt for stærkt. Min krop havde slet ikke noget at registrere hvad der skete. Jeg havde slet ikke mig selv med. Alting var gået alt, alt for stærkt.
Men så hørte jeg lille Alfred. Han skreg for sine lungers fulde kraft og jeg fik ham op på mit bryst med det samme, hvilket var et stort ønske for os. Midt på operationsbordet på Hvidovre hospital blev jeg forvandlet til mor. Pludselig opførte jeg mig som en mor – for jeg nussede ham, tog ham ind til mig og sagde beroligende lyde (som jeg aldrig har sagt før, men som må have været på min harddisk) og jeg fik ham beroliget. JEG kunne berolige ham. Jeg var blevet mor og han var min lille dreng. Følelsen kan ikke beskrives. Hvis du er mor, så ved du. Det er som om at al den kærlighed du havde, fik og kendte til inden fødslen, kommer i baggrunden. Den er der stadigvæk. Men den nye kærlighed fylder alt. Jeg blev ramt af en uendelig stor portion kærlighed, som kun var og kun er til min dreng. Og som er fuldstændig ubetinget. Jeg ville gøre alt for ham fra det sekund jeg så ham. Det var en helt vild oplevelse. Én af de største i mit liv. Virkelig en af de største oplevelser i mit liv. Og så blev jeg mor. Og Kristian blev far. Og vi fejrede fødselsdag for elskede Alfred d.4 december 2019. Den bedste dag i mit liv. Og den dag blev jeg også Kejserinde. En stolt en af slagsen.
Næste gang vil jeg skrive lidt om forløbet efter kejsersnittet. Det fysiske såvel som det mentale. Det var en lidt hård omgang og jeg vil gerne dele det med dig. Men lige nu kan jeg høre, at Alfred er ved at vågne og så er det på tide, at lukke computeren ned for nu. Tak fordi du læste med <3
28 kommentarer til “Kejserinde”
Åh! Jeg bliver så rørt over at læse din historie og om din fødsel <3 Måske ekstra meget, fordi din historie (hjertelytter baby) og overvejelser omkring fødselsdelen minder om mit eget forløb.
Knus til dig og lille Alfred fra en anden kejserinde.
Åh, jeg bliver helt rørt til tårer. Fin beretning! Jeg har selv født vaginalt med begge børn, men hårde fødsler, som begge var tæt på KS. Ingen fødsel kan være forkert, og hvor er det dejligt, at I er ro med jeres beslutning!
Mange kram fra en anden Alfred-mor 💙
Blev helt rørt! Det er fantastisk at kunne få lov til at få et indblik i din verden og dine tanker om noget så følsomt. Det bragte mig helt tilbage til min egen fødsel (godt nok vaginalt) for 10 måneder sammen. Følelserne og kærligheden er den samme uanset, hvordan de er kommet til ♥️ tak Matilde
Jeg fik pks i juli og selvom det var en nødvendighed, ikke et ønske, så var selve kejsersnittet en god oplevelse. Jeg kan ærlig talt overhovedet ikke huske om jeg syntes, at epiduralen gjorde ondt at få lagt. Overhovedet. Det er ret sært. Men jeg følte mig tryg. Min mand sad og jokede med jordemoderen. Anæstesilægen var flere gange henne og tjekke hvordan jeg havde det. Hende der lavede kejsersnittet og den mere erfarne kirurg stod og snakkede løbende og jeg syntes det var sært men samtidig spændende at følge med. Jeg syntes, at lyden af saksen der klippede var forfærdelig. Jeg er en af dem der fin voldsomme smerter i min højre skulder. Men ja, pludselig blev der sagt “der er klart fostervand” og så var han der ❤️ Jeg fik ham også direkte op til mig. Det var så skønt. Jeg var overrasket over HVOR ondt jeg havde efterfølgende. Hvor lidt jeg kunne. Jeg har intet behov for at gøre det igen, men vi skal heller ikke have flere børn. Jeg synes det er imponerende hvor hurtigt du er kommet dig 🙂
…så sidder man her og tuder. Det er bare så kæmpe stort at blive mor!
Jeg sidder total grådkvalt og kysser på min datter på 1,5. Den dag hun blev født var det største øjeblik i mit liv og jeg elsker hende mere og mere for hver dag, selvom det burde være fysisk umuligt. Alt andet er så ligegyldigt, når man bliver beriget med et vidunderligt væsen. Og det er fantastisk at det er sådan det føles for størstedelen. Tænk, at der er så mange mennesker, der er SÅ elskede. Vidunderligt. Stort tillykke med din Alfred 🌸
Jeg havde et akut – efter 30 timers fødsel – kejsersnit. Og selvom det var alt andet end en drømmefødsel, og mange ting gik den forkerte vej, så fik jeg min smukke Alfred (knap to år nu. Kærligheden er altoverskyggende, fuldstændig ubeskrivelig og med et var alt mega sårbart. Stort!
Sidder her med tårer i øjnene og har lyst til at gå op og kysse på min 5,5 måned gamle pige, der ligger og sover!
Ej, hvor en fin og rørende beskrivelse. Jeg sidder med tårnene trillende ned! Min Alfred ligger her ved siden af, en uge ældre end din. Det er det vildeste at se sit barns øjne for første gang <3 hvor det glæder mig at høre du fik ham op til dig efter! Hvad kunne der være gjort anderledes i forholde til følelsen af det gik for hurtigt? Spørger af nysgerrighed, da jeg selv arbejder i sundhedssektoren. Sådan nogle borgeroplevelser er meget værd, for at forbedre “rutiner” og procedurer. Stort tillykke med jeres forældreskab!
Puha….. selv efter hhv 17 og 14 år siden med 2 kejsersnit, kan jeg fornemme rummet og følelserne. Jeg husker stadig det varme tæppe jeg fik på mine ben inden jeg kom i fuld narkose.
Jeg så da først min søn efter opvågningen. Det var et akut kejsersnit.
2 gang endte også akut, men denne gang var der mere ro på og jeg var vågen ved min datters ankomst.
Oplevelser man aldrig glemmer – lugte, lyde, følelser.
Og så et par lækre unger rigere!
Knus M
Jeg har ikke fået kejsersnit selv men har to piger, født vaginalt. Det du skriver med op på brystet, nusse lyde og den store kærlighed. Ramte mig totalt. Jeg ligger her i mørket med min datter på 7 mdr og mindes de første minutter med tårer i øjnene (de gode af slagsen☺️). Jeg er vild med det❤️
Så fint skrevet og dejligt med den positive tilgang til noget uundgåeligt. Jeg har selv født vaginalt første gang, hvor det gik ret galt, så 2. gang blev jeg anbefalet et kejsersnit. Jeg fokuserede også på de mange gode ting – man kender datoen, indlæggelsen og at det kommer til at gøre nas efterfølgende. For mig, blev kejsersnittet faktisk min drømmefødsel 🙂
Jeg er nødt til lige at korrigere dig… du fik en spinalanæstesi (bedøvelse) og ikke en epidural… blot for ikke at forvirre potentielle kommende “kunder” på fabrikken… 😉
Vh Louise aka anæstesisygeplejerske
Jeg er gravid i 15. uge, og tårerne pisker ned af kinderne efter at have læst din fødselsberetning. Det er også første gang, jeg skal være mor, og jeg synes det er virkelig rart at kunne læse dine indlæg og høre din podcast undervejs. Jeg er også meget sikker på, at jeg gerne vil føde vaginalt, så det er enormt rart på en eller anden måde, at kunne læse og høre dine overvejelser ang. kejsersnit, når nu han lå den anden vej, og nu læse en smuk fortælling om, hvordan jeres lille dreng kom til verden. Stort tillykke herfra ❤️
Åh! Jeg bliver så rørt over at læse din historie og om din fødsel <3 Måske ekstra meget, fordi din historie (hjertelytter baby) og overvejelser omkring fødselsdelen minder om mit eget forløb.
Knus til dig og lille Alfred fra en anden kejserinde.
Åh, jeg bliver helt rørt til tårer. Fin beretning! Jeg har selv født vaginalt med begge børn, men hårde fødsler, som begge var tæt på KS. Ingen fødsel kan være forkert, og hvor er det dejligt, at I er ro med jeres beslutning!
Mange kram fra en anden Alfred-mor 💙
Blev helt rørt! Det er fantastisk at kunne få lov til at få et indblik i din verden og dine tanker om noget så følsomt. Det bragte mig helt tilbage til min egen fødsel (godt nok vaginalt) for 10 måneder sammen. Følelserne og kærligheden er den samme uanset, hvordan de er kommet til ♥️ tak Matilde
Jeg fik pks i juli og selvom det var en nødvendighed, ikke et ønske, så var selve kejsersnittet en god oplevelse. Jeg kan ærlig talt overhovedet ikke huske om jeg syntes, at epiduralen gjorde ondt at få lagt. Overhovedet. Det er ret sært. Men jeg følte mig tryg. Min mand sad og jokede med jordemoderen. Anæstesilægen var flere gange henne og tjekke hvordan jeg havde det. Hende der lavede kejsersnittet og den mere erfarne kirurg stod og snakkede løbende og jeg syntes det var sært men samtidig spændende at følge med. Jeg syntes, at lyden af saksen der klippede var forfærdelig. Jeg er en af dem der fin voldsomme smerter i min højre skulder. Men ja, pludselig blev der sagt “der er klart fostervand” og så var han der ❤️ Jeg fik ham også direkte op til mig. Det var så skønt. Jeg var overrasket over HVOR ondt jeg havde efterfølgende. Hvor lidt jeg kunne. Jeg har intet behov for at gøre det igen, men vi skal heller ikke have flere børn. Jeg synes det er imponerende hvor hurtigt du er kommet dig 🙂
…så sidder man her og tuder. Det er bare så kæmpe stort at blive mor!
Jeg sidder total grådkvalt og kysser på min datter på 1,5. Den dag hun blev født var det største øjeblik i mit liv og jeg elsker hende mere og mere for hver dag, selvom det burde være fysisk umuligt. Alt andet er så ligegyldigt, når man bliver beriget med et vidunderligt væsen. Og det er fantastisk at det er sådan det føles for størstedelen. Tænk, at der er så mange mennesker, der er SÅ elskede. Vidunderligt. Stort tillykke med din Alfred 🌸
Jeg havde et akut – efter 30 timers fødsel – kejsersnit. Og selvom det var alt andet end en drømmefødsel, og mange ting gik den forkerte vej, så fik jeg min smukke Alfred (knap to år nu. Kærligheden er altoverskyggende, fuldstændig ubeskrivelig og med et var alt mega sårbart. Stort!
Sidder her med tårer i øjnene og har lyst til at gå op og kysse på min 5,5 måned gamle pige, der ligger og sover!
Ej, hvor en fin og rørende beskrivelse. Jeg sidder med tårnene trillende ned! Min Alfred ligger her ved siden af, en uge ældre end din. Det er det vildeste at se sit barns øjne for første gang <3 hvor det glæder mig at høre du fik ham op til dig efter! Hvad kunne der være gjort anderledes i forholde til følelsen af det gik for hurtigt? Spørger af nysgerrighed, da jeg selv arbejder i sundhedssektoren. Sådan nogle borgeroplevelser er meget værd, for at forbedre “rutiner” og procedurer. Stort tillykke med jeres forældreskab!
Puha….. selv efter hhv 17 og 14 år siden med 2 kejsersnit, kan jeg fornemme rummet og følelserne. Jeg husker stadig det varme tæppe jeg fik på mine ben inden jeg kom i fuld narkose.
Jeg så da først min søn efter opvågningen. Det var et akut kejsersnit.
2 gang endte også akut, men denne gang var der mere ro på og jeg var vågen ved min datters ankomst.
Oplevelser man aldrig glemmer – lugte, lyde, følelser.
Og så et par lækre unger rigere!
Knus M
Jeg har ikke fået kejsersnit selv men har to piger, født vaginalt. Det du skriver med op på brystet, nusse lyde og den store kærlighed. Ramte mig totalt. Jeg ligger her i mørket med min datter på 7 mdr og mindes de første minutter med tårer i øjnene (de gode af slagsen☺️). Jeg er vild med det❤️
Så fint skrevet og dejligt med den positive tilgang til noget uundgåeligt. Jeg har selv født vaginalt første gang, hvor det gik ret galt, så 2. gang blev jeg anbefalet et kejsersnit. Jeg fokuserede også på de mange gode ting – man kender datoen, indlæggelsen og at det kommer til at gøre nas efterfølgende. For mig, blev kejsersnittet faktisk min drømmefødsel 🙂
Jeg er nødt til lige at korrigere dig… du fik en spinalanæstesi (bedøvelse) og ikke en epidural… blot for ikke at forvirre potentielle kommende “kunder” på fabrikken… 😉
Vh Louise aka anæstesisygeplejerske
Jeg er gravid i 15. uge, og tårerne pisker ned af kinderne efter at have læst din fødselsberetning. Det er også første gang, jeg skal være mor, og jeg synes det er virkelig rart at kunne læse dine indlæg og høre din podcast undervejs. Jeg er også meget sikker på, at jeg gerne vil føde vaginalt, så det er enormt rart på en eller anden måde, at kunne læse og høre dine overvejelser ang. kejsersnit, når nu han lå den anden vej, og nu læse en smuk fortælling om, hvordan jeres lille dreng kom til verden. Stort tillykke herfra ❤️