Når kærlighed ikke er nok.

“Jamen så længe i elsker hinanden. Så skal alting nok løse sig!“. Sådan sagde en veninde til en anden veninde, for et par uger siden. Og jeg har tænkt på den sætning, mange gange siden. For jeg ved, at det ikke passer. Det gjorde det i hvert fald ikke for mig. Der var kærlighed og den var stor og den var intens og den er evig, for han vil for evigt bo i mit hjerte. Men kærligheden var ikke nok.

Kærlighed er ikke nok. Kærlighed er meget, men ikke alt. Sådan ser jeg i hvert fald på det. For jeg elskede min ekskæreste og han elskede mig, men det var alt for svært for os, at forblive sammen. Kærligheden imellem os, var ikke nok. Og det var hårdt at indse og hårdt at mærke – brutalt, faktisk. Jeg har skrevet meget om kærestesorg, sorg generelt og det at miste – du kan altid søge efter det, her på bloggen (helt oppe i toppen). Og jeg skriver om netop dette, fordi der er så mange af jer, som får jeres hjerte knust for tiden. Der er i hvert fald mange af jer, som skriver til mig at jeres hjerte er sprunget til atomer. Jeg føler med dig. Jeg kender udmærket følelsen og jeg kan, så nemt, finde tilbage til dét sted. Jeg glemmer det aldrig. Følelsen af, at blive valgt aktivt fra, af et andet menneske, som før har været hele din verden. Av. For. Satan. Du er ikke alene. Husk det! Jeg har kæmpet og jeg kæmpede længe – nu er jeg på den anden side. Men jeg husker tydeligt hvordan det føltes, at være på den anden side.

Mange skriver om jeres knuste hjerte – bliv endelig ved med det. Jeg vil forsøge at svare alle, men jeg får så utrolig mange beskeder, hver eneste dag – men jeg vil virkelig gøre mit bedste for, at svare dig.

En del af jer spørger også, hvordan jeg kom videre og hvordan jeg tør at stole, på en mand igen. Det kræver næsten et indlæg for sig selv – og det skal dette indlæg ikke handle om.

Så for at gå tilbage til, hvor jeg startede. At kærlighed ikke er nok. Det lyder så uromantisk og hårdt og måske også bittert og pessimistisk. Men det er min erfaring. Kærlighed skal kombineres med timing, med prioritering og med hengivenhed. I starten af året havde jeg en hæsblæsende romance. Der var kærlighed, men ikke hengivenhed. Derfor gik det itu. Eller, derfor gik det også itu. For der var eddersparkemig også mange andre ting, som ikke fungerede. Hengivenhed er blevet et vigtigt ord for mig – når det kommer til mit eget parforhold. At turde at give sig hen. Det er ægte kærlighed for mig. For mig handler det ikke kun om forelskelse og kærlighed – men også om hengivenhed og tillid. Men måske hører de to ord sammen med kærlighed? Måske er det kærlighed, når man elsker, har tillid og giver sig hen? I så fald – så er det netop dét, som jeg oplever lige nu. Jeg ved, at kærlighed ikke er nok. Der skal vilje til – du skal kæmpe for det. Du skal prioritere. Du skal ville det.

Da jeg var helt ung, tænkte jeg at kærlighed altid var nok. Jeg er blevet klogere – og det er faktisk rart. For jeg ved også, at det ikke er nok for K og jeg, at jeg er hamrende forelsket i ham og at jeg elsker ham, men jeg skal også have tid til ham, skabe tid til ham. Jeg skal også give mig hen. Og dét er måske den største udfordring. Det er faktisk nemt at forelske sig – har jeg fundet ud af. Det var i hvert fald nemt (og umuligt andet) med K. Men at give mig hen, til et nyt og semi-fremmed menneske, der ligger udfordringen! Og netop dén udfording, er mange af jer nysgerrige på – og jeg vil hurtigst muligt lave et indlæg, med dét tema.

Hvad tænker du? Er kærlighed nok?