Status pt.

Det går stærkt herhjemme for tiden. Det har det faktisk gjort det seneste år. Det ved du nok, hvis du følger med herinde regelmæssigt. Jeg mødte Kristian og gik fra at være single til at være kærester, så gift, så gravid. Nu har vi også købt lejligheden ved siden af, som du kan læse mere om her. I den forbindelse har jeg fået mange spørgsmål, som jeg vil forsøge at besvare i dette indlæg. Samt en opdatering på det hele. I er så søde og interesserede i, hvad der sker i mit liv. Det er dejligt at I følger med, mange tak for det. I gør det muligt for mig at leve af min store passion, det kan i tro at jeg sætter stor, stor pris på.

Lad mig tage det i punkter:

  • Spir. Vi kalder jo baby for Spir, indtil vi har besluttet os for andet – og indtil han er ude, for jeg synes det er mærkeligt at kalde ham et navn, når vi ikke har set ham endnu. Vi har et navn, som vi rigtig godt kan lide. Tjek listen over drengenavne lige her! Der er selvfølgelig også en med pigenavne, den kan du finde her. Jeg er i skrivende stund i uge 31, og jeg har det ret godt. Jeg har ingen større gener – udover at jeg er voldsomt træt, men det har jeg været nærmest hele graviditeten – så det er næsten blevet en vane. Mit bækken og min hofte giver sig også lidt for tiden, men udover det, så har jeg det godt og jeg glæder mig helt enormt til at møde ham. Og til at blive mor.
  • Podcast. Jeg optager stadig én gang om ugen, så der kommer et nyt afsnit ud hver uge  (der er 20 afsnit ude nu!). Det fortsætter (forhåbentlig) til og med de første uger af december. Jeg har termin midt i december, så optagelsen af sidste afsnit er planlagt til 5/12. Så må vi se om det bliver med Spir på armen, i maven eller om vi udskyder optagelserne. Hvis du endnu ikke har lyttet til min podcast, så handler den om min graviditet men også om graviditet i et større perspektiv. Den handler om ikke at ville have børn, komplicerede fødsler, jeg har besøg af en læge, besøg af Anna Bogdanova (træningsekspert), besøg af en mor til tvillinger, besøg af Szhirley som jeg taler om mommypolice med (ikke udgivet endnu, så husk at abonnere!). Jeg er rigtig glad for min podcast, som jeg laver sammen med Ramblings Media.
  • Lejlighedsprojekt. Vi har gjort det, som de fleste anbefaler ikke at gøre – når man er sidst i en graviditet. Vi har et større byggeprojekt i gang. Vi har købt lejligheden ved siden af – og skal vælte en væg, så to lejligheder bliver til én. Vi får over 100 kvadratmeter og jeg glæder mig helt vildt. Faktisk også til processen, selvom den altid bliver længere end man tror, mere rodet og kaotisk. Men vi har jo en lejlighed som vi kan bo i, mens det hele foregår. Så alting skal nok blive godt og jeg glæder mig til, at få meget mere plads, mulighed for at lave babyværelse, arbejdsrum og mere plads til alt vores habengut. I er mange som spørger ind til de praktiske ting, når man nu skal lægge to lejligheder sammen. Kommunen skal give lov, ligesom andelsboligforeningen (i vores tilfælde) skal give lov. Så er der regler og andet man skal tage hensyn til, når man fjerner en væg – hvis den er bærende etc. Det skal lige undersøges – heldigvis er Kristian civilingeniør, så han har tjek på mange af de ting, som vi skal have styr på og lov til. Min svigerfar er i øvrigt også ingeniør, så vi har godt med hjælp på dén front. Hoveddøren som fører ind til vores nye lejlighed skal blændes. Vi får et badeværelse mere, køkken laves om til et børneværelse, vi får et walk-in (som Kristian får til hans tøj) og så et stort rum, som skal bruges til soveværelse, den her (som jeg ønsker mig) og til min arbejdsplads. Det er et stort rum, så der bliver rigeligt med plads, så vi også kan have en sidebed stående, mens Spir skal sove i den. Vi håber at blive færdige med det meste og det mest kaotiske, inden Spir melder sin ankomst, meeeen vi er også optimistiske.
  • Ægteskabet. Dét er der mange af jer, som spørger ind til. Vi har nu været gift i snart 4 måneder. Jeg er så lykkelig sammen med Kristian. Han ved hvordan jeg har det, inden jeg har det – hvis det giver mening. Han er omsorgsfuld, kærlig, sjov og nærværende. Han er min bedste ven – og så er han den eneste, som får lov til at komme helt tæt på. Jeg elsker at være gift med ham! Han er den helt rigtige mand for mig. På lørdag har vi været kærester i et år. Det fejrer vi endnu – månedsdagene, selvom at vi også er gift. Vi er stadigvæk latterligt nyforelskede, og jeg nyder det i fulde drag. Det skal forhåbentlig være sidste gang, at jeg er forelsket. Jeg skal fandme have det hele med.
  • Graviditeten. Den har jeg allerede skrevet om, og jeg ævler også om den på min instagram + stories (nærmest dagligt). Jeg har taget 7 kilo på, jeg mærker liv hver eneste dag og jeg er så glad for min mave, som vokser med hastige skridt for tiden. Jeg glæder mig sådan til at blive mor.
  • Noget negativt? Det er sgu svært at finde noget, som ikke er dejligt i øjeblikket. Dét nyder jeg i den grad, hvem ved hvor længe dét holder. Jeg er gravid og det er sådan en dejlig tid. Bloggen har flere læsere end nogensinde, jeg har masser at lave, jeg griner hver eneste dag, jeg har dejlige veninder, en god familie og et lykkeligt ægteskab. Så er alt andet ligegyldigt. Omend der er mennesker derude, som gerne vil forpurre det. Men det får de ikke lov til. De må gå videre med deres negativitet, for det kan ikke ramme mig for tiden.

Hvad er status på dit liv? Godt og dårligt? Del meget gerne i kommentarfeltet, jeg elsker at vide hvem i er og hvad der sker i jeres liv. I ved så meget om mit! Kys!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *