Var jeg ikke pæn nok, til dig?

Jeg er også for grim. Jeg griner for dumt. Jeg er ikke klog nok. Jeg er tyk. Jeg har strækmærker. Jeg er ikke sjov nok. Min uddannelse er ikke spændende nok. Jeg bor ikke det rigtige sted. Jeg træner ikke nok. Jeg træner for meget. Jeg har ikke nok venner. Jeg har ikke det rigtige tøj på. Jeg har ikke penge nok. Jeg kan ikke finde ud af, at have sex. Jeg har haft sex med for mange. Jeg er ikke lækker OG SÅ VIDERE. Kender du den?

Du er blevet droppet, skoddet eller skrottet, måske tog du selv beslutningen om, at det ikke gik – og det kan være svært, ikke at gå ned at stien “Hvad er der galt med mig?“. Stien er lang, kuperet og bestemt ikke rar, at befinde sig på. Og hvis du først er på stien, hvordan kommer du så væk derfra?

Efter mit forliste kærlighedsforhold tidligere i år, befandt jeg mig en del på stien. Jeg brugte timer på at tænke over, hvad der var galt med mig. For noget må der jo være, siden at jeg ikke kan finde ud af, at have en kæreste. Og jeg ville så gerne vide, hvad det var. Jeg fandt noget nyt, hver gang jeg var på stien. Småting, som aldrig havde været et issue for mig, vendte jeg og drejede og det blev, pludselig kæmpe issues. Problemet er bare – at du aldrig kan få svar. For der er ikke noget galt med dig. Kærlighed handler også om timing og kemi, sommetider er dén der bare ikke. Det handler ikke om, at du er kedelig, har en grim storetå eller at du bor i Taastrup. For de ting ville ikke fylde, hvis dén var der. Hvis kærligheden var der. Der er ikke noget galt med dig – matchet var forkert.

Men hvis du befinder dig på stien, hvordan kommer du så væk derfra? For det kan være svært, ikke at ende dér, det er nok ganske naturligt. Særligt efter, at være blevet fravalgt. Jeg øver mig på, at mærke efter, når jeg er på stien. Når jeg taler grimt til mig selv, når jeg taler mig selv ned. Jeg er blevet god til, at være opmærksom på, når jeg taler grimt til mig selv. Så prøver jeg faktisk, at modargumentere mod “stemmen“. Diskutere med den, faktisk. Det lyder dumt, men det virker for mig. For en måned siden, gik jeg meget og fortalte mig selv, at det var da var klart, at han ikke ville have mig. Men så begyndte jeg, at sige den imod: “Det er sgu da bare hans tab“, “jeg er fantastisk, men bare ikke til ham” og “han kaster guld på gaden“. Så jeg talte mig selv op – det virkede, og jeg kom væk fra Stien.

Det hjælper også, når mine veninder siger det til mig. At jeg er god nok, at de elsker mig, som jeg er. Så fortæl dem omkring dig, at du er gået i selvhads-mode. De som elsker dig, kan hjælpe dig væk fra Stien. Skriv sedler og hæng op rundt omkring, lav en baggrund på din telefon, med noget som minder dig om, at du er god nok. Og vigtigst af alt – vær fucking stædig. Der kommer ikke pludselig en forbi, banker på din dør og får dig ud af selvhads-rillen. Det er dit ansvar. Du skal ville det.

Det som motiverede mig allermest var sætningen (som jeg sagde til mig selv, ofte): “Er han virkelig så vigtig for mig, at han skal forpeste mit liv og alle mine andre relationer?“. Det er der ingen mennesker, som er. For hvis de forpester, så skal de ikke være i dit liv. Så er du faktisk heldig, når de forsvinder ud af dit liv.

Du er ikke alene, heller ikke på Stien – men du skal også ville væk derfra. Og det kan du godt. Alting har sin start. Tag beslutningen om, at livet er for kort og kostbart til, at spilde det på selvhad. Så er du allerede på vej væk derfra. Husk – det er ikke dig den er gal med, matchet var forkert.