Lillebror

  Min smukke lillebror som døde nytårsaften 2012/13. Mit livs sorg. Uden sammenligning. Der er rigtig mange af jer som har skrevet til mig og spurgt hvordan jeg har det i dag. Tak for jeres søde, betænksomme ord. Jeg har det godt. De fleste dage. Men der er stadig dage hvor jeg ligger i fosterstilling og hvor sorgen er så alt overskyggende at jeg intet kan foretage mig. Og det er helt okay og helt naturligt. Mange af jer spørger også hvad jeg har gjort for at komme igennem og over sorgen. Jeg er ikke igennem min sorg og jeg er ikke kommet over den. Jeg lever med den hver eneste dag, jeg kommer mig aldrig, aldrig nogensinde over tabet af min eneste lillebror, men jeg øver mig på at leve med savnet. Jeg har gået til psykolog og jeg går stadig i sorggruppe med andre søskende som har mistet. Jeg taler meget om Rasmus og jeg taler meget om sorgen. Det tror jeg er vejen frem for mig. Mine forældre og jeg græder ofte sammen og selvom det kan lyde enormt trist, så hjælper det os faktisk rigtig meget. At dele sorgen med hinanden. Jeg er kommet dertil hvor jeg (de fleste gange) kan fortælle historien om min bror uden at bryde sammen. Det er jeg rigtig glad for. Det er uvirkeligt og tragisk – men jeg har det godt. Lige for tiden bruger jeg meget energi på at tænker over, om jeg nogensinde bliver lykkelig igen. Sådan helt lykkelig nede i maven, med sommerfugle, et stort smil og en kæmpe appetit på livet, som jeg havde før. Den følelse har jeg ikke endnu, men jeg kæmper hver dag for at nå dertil – for jeg elsker mit liv og jeg har så mange gode ting til gode i mit liv. Tak fordi i stadig spørger og tak fordi i er så betænksomme og søde. Virkelig.