Når tingene vender

IMG_3195

Nu er det jo ikke fordi jeg til hverdag går rundt og føler mig direkte uheldig. Men hvis ret skal være ret: så har det ikke været de bedste år for mig. Mildt sagt. Jeg har et godt liv – fordi jeg har kæmpet mig frem til dén følelse.

Som jeg ser det havde jeg 2 valg, da min lillebror døde: 1) Ligge i fosterstilling på sofaen, falde hen, indtage offerrollen, vente på en der skulle komme og redde mig. 2) Tage mig voldsomt sammen, stå op, komme igennem dagen, finde værktøjer til at lære at leve med det enorme tab det er, at mangle min lillebror resten af min tid. Jeg valgte mulighed nummer 2. Nogle dage valgte jeg nummer 1, men generelt valgte jeg nummer 2 og gør det stadig hver dag. Du aner intet om sorg, før du har prøvet det. Jeg vidste ikke en skid før jeg prøvede det på egen krop – jeg ville aldrig byde min værste fjende den følelse af totalt magtesløshed.

Det er nu 1 år, 9 måneder og 18 dage siden at min verden ramlede. Det føles som var det igår. Det er med mig hver eneste dag – og vil være det for altid.

Da jeg fandt min lillebror død var jeg overbevist om, at jeg aldrig ville blive glad igen. Og jeg var ikke glad i lang tid efter. Men indenfor de sidste par måneder har jeg mærket en forskel. Jeg er blevet glad – gladere i hver fald. Og det afføder oftest dårlig samvittighed. For hvordan kan jeg dog grine, smile og have det godt, når min lillebror er død? Min kæreste må derfor ofte huske mig på, at min lillebror ville elske at se mig grine og have det godt igen – så det prøver jeg at huske på. For selvom jeg smiler, så glemmer jeg ham aldrig. Det er rart at jeg er kommet dertil nu, det har været en hård kamp og jeg er stolt over at jeg er kommet så langt.

Jeg smiler lidt ekstra for tiden. Min kæreste og jeg har solgt vores hus og har fået den fineste og flotteste lejlighed på hele Frederiksberg. Vi flytter d.1/11 og jeg glæder mig til at tage hul på et nyt kapitel i vores liv. Jeg trænger til at starte på en frisk et nyt sted. Samtidig er det også hårdt at skulle bo et sted, hvor min lillebror aldrig vil komme på besøg. Det er et farvel til et hus som betyder mere end som så. Men jeg glæder mig og dét fortjener jeg. Nu er det min tur til at have heldet med mig. Og det er sikkert Rasmus der har sørget for det, hvorend han er nu.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.