Hvem har i øvrigt slukket stjernerne i dine øjne frøken?

img_3656

Sådan en fin sætning, synes jeg. Hvilket hårdt og råt spørgsmål. Så sigende. Jeg fik det spørgsmål forleden. Inden jeg rejste. Af en mand, som jeg kender i periferien. En ældre mand, langt over de 50 år. Han kiggede på mig, lagde hovedet på skrå mens jeg talte om, at jeg havde fået ny “skrue op og ned for varmen dims” på radiatoren og at jeg faktisk var rigtig glad for regnvejr. Og så spurgte han mig, midt i en sætning om at regnvejr lyder hyggeligt på ruden når man ligger under dynen. Og jeg blev lam i munden og fik øjne så store som tekopper. Og han smilede bare, gav min skulder et klem og gik. Og jeg stod tilbage og var sur. Hvad fanden mener han, tænkte jeg, mens jeg trampede i pedalerne hjem. Mit lys er sku’ da ikke slukket.

Så da jeg kom hjem stillede jeg mig foran mit spejl på badeværelset, og gloede på mig selv. Og så kunne jeg se det. Lyset var sku’ slukket, stjernerne som han så fint udtrykte det. Hvor længe har mine øjne set sådan ud, tænkte jeg. I Thailand strålede de, fandt jeg frem til efter et kig i min kamerarulle. Men det gør alle turister’s øjne da i Thailand – det er jo altid varmt og du laver stort set ikke andet end at være i vandet, drikke øl og lave absolut ingenting (sådan var vores ferie i hvert fald). Og det er da klart at øjnene ikke stråler som i Thailand. Danmark er grå og kedelig pt. Og koldt. Men han havde jo ret, den gamle. For mine øjne har forandret sig. De stråler ikke og jeg tror ikke, at det har noget at gøre med Thailand. Eller det ved jeg at det ikke har. Det har noget at gøre med, at jeg lige for tiden går og kæmper lidt med et flosset hjerte. Igen. I-fucking-gen.

Det skal nok blive godt igen, det har været knust før og det formåede jeg at komme igennem. Selvom det tog noget der minder om en krig. Og føltes sådan. Hvo intet vover, intet vinder, stod der engang på en gajol æske, som jeg gemte af en eller anden grund. Og det er jo sandt. Og som én af mine kloge veninder sagde: “Jeg ville hellere have haft den eller de gode, dejlige måneder med ham, end slet ikke at have mødt ham. Selvom at det gør ondt nu“.

Og jeg var uenig, grinede vist også lidt. Fordi hun er håbløs romantiker. Men hun har ret, synes jeg. For selvom det gør ondt nu, og gør rigtig ondt mens jeg er her i Californien, så langt væk fra alt det trygge (læs: mors kram, veninder og rødvin), så ville jeg aldrig have undværet det. Og nu ved jeg, at mit hjerte igen er i stand til at elske og være forelsket – og dét er så dejligt at mærke igen. For jeg troede at jeg var færdig med kærligheden. At jeg havde fået det, som var mig forundt i det her liv. Men. Jeg tror at jeg kaster mig ud i det igen. Når det værste lige er overstået. Ikke lige nu. Men snart. For selvom det ikke gik, så var det alting i min verden, da det gjorde.

Kys <3 #dueraldrigalene

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.