Det du ikke kan sige til din kæreste

En sætning, som jeg ofte hører blandt mine veninder: “Ej det kan du ikke sige til ham!“. Sådan vil jeg ikke have det. Jeg skal kunne sige alt til Kristian – også det, som han ikke vil høre. Jeg vil have et parforhold, hvor vi kan fortælle hinanden alt. Ikke at alt er interessant. F.eks. toiletvaner og diverse hudlidelser. Lægebesøg og hvis jeg drømmer om min ekskæreste. Men generelt vil jeg gerne, kunne sige alt ham – og jeg vil også gerne have, at han kan sige alt til mig. Det taler vi meget om. Vi er hinandens bedste venner – og jeg deler alt med mine venner og veninder. Jeg vil ikke have hemmeligheder. Det påvirker mig, jeg bliver indadvendt og mærkelig. Når vi nu fortæller hinanden så meget som vi gør, så undgår vi også mange konflikter, misforståelser og sure miner. Vi får talt om det og så er det (for det meste), ude af verdenen.

Forleden befandt jeg mig dog, i et dilemma. Kristian og jeg hang ud, og min veninde skrev til mig. Vi har en aftale om, at jeg holder lidt øje med hendes ekskærester og omvendt. Den aftale kom egentlig i hus, da vi begge sørgede hårdt over dem. Og ikke var videre. Det er vi heldigvis begge nu, men aftalen holder. Kun hvis ekskæresten får en kæreste, bliver gift, får et barn eller dør, skal man sige det videre. Sådan er aftalen. Min veninde skrev således, at min ekskæreste havde fået en kæreste. Han har haft et par stykker, siden vi gik fra hinanden. Den første kæreste han fik efter mig, var den hårdeste. Det kostede tre ugers tårer, søvnløshed og hardcore druk (værktøjet som jeg benyttede mig af, i den periode). Der er røget meget vand under broen siden. Jeg har Kristian, som gør mig meget, meget lykkelig og jeg er et bedre sted nu. Et bedre sted, som jeg hver eneste dag er taknemlig for, at være. Det har krævet alle mine kræfter. En kamp jeg aldrig nogensinde, vil glemme. Og som jeg ikke tror, at jeg ville kunne klare igen. Men nu har han fået en ny kæreste – og det er da dejligt for ham. Men det gjorde ondt. Det var mærkeligt. Det var nok mere mærkeligt, end det var smertefuldt. Men jeg blev påvirket. Jeg blev indadvendt, trist og tænkte meget på dengang, hvor jeg var kærester med ham. Og det var svært for mig at rumme og begribe – for jeg er jo så glad for Kristian. Men hver gang jeg hører hans navn, så minder det mig om perioden efter vores forhold. Det var så brutalt og ensomt. Det var sådan nogle hårde år. Mørke år. Som jeg har lagt bag mig, men som stadig bor indeni. Som jeg aldrig tager frem og kigger på. Min ekskæreste trickede noget i mig. Som når jeg tænker på det harmonikasammenstød, som jeg (ufrivilligt) deltog i, for et par måneder siden. Hver gang jeg tænker på det, krymper jeg mig og bliver forskrækket igen. Følelsen sidder i min krop endnu.

Vi sad på en café og drak iskaffe. Og jeg sagde ikke noget. Men jeg var bare mærkelig, og jeg var ikke til stede. Jeg satte mig over, ved siden af Kristian. Lagde mig op af ham. Krammede ham hårdt. Og så sagde jeg det. Fuldstændig som det var. Uden filter og omsvøb. Hvis det var omvendt, så havde jeg fået en klump i maven. I hjertet. Måske endda blevet sur. Men Kristian lyttede, krammede mig og sagde, at han godt forstod mig. Jeg græd endda, fordi det hele pludselig væltede op i mig. Følelsen af at blive forladt og være ensom – for jeg befinder mig igen, i den situation hvor en anden person, har magten over mig. Over mit liv. Over hvordan jeg har det. Og ordet “magt” lyder negativt. Det er ikke sådan, at jeg mener det. Men Kristian er meget afgørende for, hvordan jeg har det. Han har mit hjerte og jeg har fuld tillid til, at han værner om det, som jeg gør om hans. Og jeg havde jo ellers svoret, at det aldrig skulle ske igen. Men for fanden. Det er jo også pisse dejligt. Når frygten ikke tager over.

Og frygten tog over. Og jeg græd lidt, talte om det. Talte om ham. Min ekskæreste. Hvilket jo ofte er et emne, vi undgår, når vi taler med vores nuværende kærester.

Men der skete noget, lige da jeg havde fået det fortalt. Det forsvandt. Måske ikke fuldstændigt. Men det meste af alt det negative, det forsvandt. Og jeg elskede Kristian lidt højere end før, fordi han tog det, som han gjorde.

Dette indlæg er ikke skrevet, for at være belærende. Eller fordi det partout, er det rigtige. Jeg ved ikke særlig meget, om parforhold. Nok har jeg været i et forhold på 7 år, men det var med et andet menneske. Det forhold jeg har med Kristian, det er ret nyt. Jeg er ved at finde ud af, hvordan jeg vil være kærester med Kristian. For mig er det vigtigt, at jeg kan være ærlig overfor ham. At jeg kan fortælle ham om ting fra min fortid, som stadigvæk kan påvirke mig. Min ekskæreste var en kæmpe del, af mit liv. Han var alt for mig, igennem 7 år. Han fylder og han vil altid have en særlig plads, i mit hjerte. Kristians plads er større. Og Kristians plads er fuld af glæde, varme og sommerfugle.

For mig betyder det meget, at jeg kan fortælle Kristian, min kæreste, alt hvad der foregår indeni mig. Vi taler gerne om vores ekskærester, akavede dates og uheldige sexoplevelser. Vi taler om vores usikkerhed, jalousi og hvis en har sagt noget, som den anden er blevet ked af. Eller som da ham her skrev til mig, efter flere måneder radiotavshed. Og hans ord gav mig kvalme og ondt i maven. Der græd jeg af vrede. Og Kristian forstod mig udmærket.

Det er ret godt. Det giver mig en ro. Og det er grobund for en kæmpe kærlighed, som hele tiden udvikler sig overfor Kristian. Måske er det bare det, som man kalder for “et moden parforhold“, men jeg kan sgu’ lide det.