Om et stødarmbånd

Jeg er afsat. Jeg har på 11 måneder fået en kæreste, flyttet sammen, blevet gift og om 3 måneder skal jeg være mor. Bum. Det var så det. Eller hvad? Næ. Men jeg er altså ikke single mere. Men mange af jer skriver til mig, spørger mig om dating relaterede spørgsmål. Og det har undret mig, i et stykke tid. For hvad skal jeg dog kunne hjælpe med? Min veninde sagde: “Øh. Har du glemt de 4 år som single, eller hvad? Du er ekspert, selvom du er gift nu. Du har meget erfaring, del dog ud af det!“. Og det er jo sådan set rigtigt. Jeg var single i 4 år – med alt hvad det indebærer. Og jeg vil jo rigtig gerne hjælpe og støtte, hvis jeg på nogen måde kan dét.

Så jeg stod i bussen tidligere i dag. Vi sad fast i trafikken, fordi der åbenbart er spærret på noget af Vesterbrogade. Det stod ned i stænger, jeg svedte i min regnfrakke og jeg var stresset, fordi jeg kom for sent til et møde. Men jeg fik så god tid til, at tænke over de beskeder jeg har fået, med dating relaterede spørgsmål, frustrationer og undren. Og pludselig kom jeg i tanke om en speciel episode, som jeg havde glemt. En episode i mit datingliv, som på det tidspunkt hvor det skete, ikke rørte mig – men som har (be)rørt mig efterfølgende. Fordi jeg simpelthen fandt mig i alt for meget. Og noget af det jeg lærte, da jeg mødte Kristian var, at jeg generelt enten: 1) havde fundet mig i for meget, 2) var gået alt for meget på kompromis, 3) havde glemt mig selv i visse relationer.

Denne relation var heldigvis kortvarig, dog stormfuld. Jeg troede faktisk at jeg var forelsket, da jeg var i det. Da jeg kom væk fra det, kunne jeg godt se, at jeg nok mest af betaget. Fysisk tiltrukket. Jeg ville det så gerne, at jeg lavede rigtig meget om på mig selv. Pludselig fandt jeg kun fejl ved mig selv, følte mig forkert og jeg ville så gerne lave om på mig selv. Det ser nu – hvor jeg ikke længere er i den relation. Lad mig komme med et eksempel på, hvor vidt jeg gik. I min optik, var det i hvert fald alt for vidt.

Jeg sov med et stødarmbånd. Fordi jeg snorker. Og jeg snorker – dét kan jeg ikke løbe fra. Maja, som nok er den veninde jeg har sovet mest sammen med, bekræfter det. Hun skubber til mig, så plejer jeg at stoppe. Nu er Kristian den, som jeg sover mest sammen med. Han har hørt det få gange, men kan altså sagtens sove fra det, og han sover endda let. Det er derfor ikke en voldsom og unormal snorken, men den er der. Nuvel. Ham som jeg datede dengang – han vågnede af det, skubbede til mig, vækkede mig for at fortælle mig, at jeg snorkede. Vækkede mig for at fortælle mig, at han sov i det tilstødende rum, fordi jeg snorkede så meget. Jeg optog min egen nattesøvn flere nætter i træk, når jeg sov alene, så jeg kunne høre hvor højt det var. Det var ret fredeligt, i mine ører.

Det stressede mig voldsomt. Jeg forsøgte altid at sove på forskud, når jeg skulle se ham. Så jeg måske ikke var så træt, og derfor ikke snorkede så meget og sov så tungt. Jeg forsøgte at holde mig vågen, så han sov først, så jeg ikke holdt ham vågen med min snorken, og forhåbentlig ikke vækkede ham. Hvis han vækkede mig, fordi jeg havde vækket ham, så satte jeg mig op i sengen – så jeg ikke faldt i søvn igen. Det var ret hårdt. Mest fordi jeg havde så dårlig samvittighed, følte mig forkert og fordi han gav mig en følelse af skyld. Jeg er med på at snorken er fucking irriterende. Men så højt snorker jeg altså ikke – jeg hørte det selv. Jeg har faktisk talt med to andre, som han også har datet – som oplevede det samme. Måske en måde, at kontrollere på?

Jeg endte i hvert fald med, at sove med et stødarmbånd. Sådan et som reagerer, når man snorker. Det gør mega nas. Der er fra 1-10 på stød-styrken. Han skruede op for armbåndet, når jeg sov. Det gjorde ondt på 5. Ofte var det skruet længere op, end det, når jeg vågnede. Det hjalp, for jeg snorkede kun i kort tid, så vågnede jeg med et sæt. Og med en smerte i håndleddet.

Relationen var usund. Men jeg er glad for, at jeg har haft den. Den har lært mig så meget. Jeg er blevet så meget klogere på mig selv – og da det sluttede vidste jeg, hvad jeg ville have en anden gang. Og hvad jeg ikke ville have. Jeg vidste at jeg aldrig ville sove med stødarmbånd igen. Og forleden smed Kristian og jeg det ud. Han var rystet over, at jeg havde sovet med det. Og derfor giftede jeg mig med ham. Han elsker mig – præcis som jeg er. Også de nætter hvor jeg snorker.