Skyldfølelsen

Kjolen er herfra, men enten udsolgt eller ikke online endnu, men hold min taske der er mange flotte kjoler!

Preggo hyggede igår med jordbærplukning, Kristian, mine forældre, Louie (tjek højdepunkter på min insta, hvis du ikke ved hvem han er, han er alt for nuttet!) og solskin. Jeg har dog ret mange smerter og gener, her i 2.trimester. Det blev slemt i uge 15.ish og jeg er nu 17+5. Jeg har ikke længere kvalme, forstoppelsen er mere eller mindre på retur og jeg har ingen mærkelige cravings (udover kød og meget af det). Men jeg lider voldsomt af ligament smerter.

Ligamenter er en form for elastikker, som livmoderen sidder fast i. Ligamenter betyder vist bånd på latin. Livmoderen bliver tungere og tungere (naturligt nok) – og elastikkerne bliver trukket sydpå. Det gør nas. Halebenet er plaget, særligt når jeg cykler, gør det nas. Foran og mellem benene, trækker det ned og giver jag og stik. Det er sgu lidt træls. Jeg er heldig med så få gener – det er jeg bevidst om. Men som så mange andre ting her i livet – så kan jeg jo ikke gå og bilde mig selv ind, at jeg har mindre ondt, fordi jeg tænker på hende, som jeg har skrevet med på instagram, som ikke må noget som helst og som kaster op hver eneste dag. Det er jo ikke min livsverden. Min livsverden byder pt. på ligament smerter og de er nederen.

Og så følger der noget andet med: skyldfølelsen over, at jeg ikke synes, at det er fuldstændig fantastisk, at være gravid. For det synes jeg ikke ubetinget, at det er. Jeg synes at det er hårdt, sommetider. Der er hårde dage – og jeg aner ikke, hvordan dagen imorgen vil blive, før jeg vågner imorgen. Det er svært, udfordrende og en prøve for mig, at være gravid – fordi frihed, overskud og det med, at kroppen er MIN forsvinder så snart, at du har tisset to streger frem på graviditetstesten. “Sådan er det jo“, hører jeg nogen sige. Og jo jo, sådan er det jo. Andet ville da være mærkeligt. Jeg er ved at bygge et menneske. Men derfor må jeg gerne synes, at det er hårdt. Måske er det fordi, at jeg havde tænkt mig, at det skulle være helt anderledes. Jeg troede, at jeg ville være sådan en overskuds-gravid-type. Og det er jeg bare ikke. Måske udefra, men jeg føler mig ikke, som en overskuds-power-mom. Det skrev jeg også lidt om her, for jeg havde tænkt, at det skulle være helt anderledes.

Men så kommer “burde” forbi. Burde jeg ikke nyde det? Burde jeg ikke nyde det mere? Burde jeg ikke nyde, at jeg er ved at lave en baby, tænk på alle dem, som ikke kan få børn, som kæmper, som må give op. Burde jeg ikke glæde mig vildt over, at det er lykkes for os? Tænk på de, som kæmper i flere år. Burde jeg ikke nyde, at jeg trods alt kan træne, cykle, arbejde, ikke kaster op, kan være en (nogenlunde) tålelig hustru? Burde jeg ikke nyde, at jeg ikke ørler, har vand i kroppen, har fået hormonhud, burde jeg ikke nyde, at jeg ikke har taget særlig meget på, endnu? Burde jeg ikke nyde, at jeg ikke er højgravid, henover sommeren? Burde jeg ikke nyde, at jeg har mega meget frihed i mit job, så jeg faktisk kan arbejde fra sofaen de dage, hvor jeg intet orker? BURDEBURDEBURDE. Jeg fucking hader ordet. Fuck burde. Men det fylder stadig.

I lørdags var Kristian og jeg ude og shoppe. Vi var i en boghandel og jeg nærstuderede de der baby-bøger, som man kan skrive i, allerede nu. F.eks.: “her kan du klistre graviditetstesten ind”, “sådan fandt vi ud af, at vi ventede dig”, “hvilke navne overvejede vi” og “hvem var statsminister da du blev undfanget” og mange andre i den dur. Jeg orker det ikke. Jeg orker ikke, at sætte mig ned og skrive alt det ned. Jeg synes det er ret kedeligt, egentligt. Jeg kan ikke overskue det, måske fordi jeg ikke helt tør at give mig hen til, at jeg altså skal være mor denne gang. Måske er det i virkeligheden også det, dét handler om. Jeg ved det ikke.

Jeg troede, at det ville være helt anderledes. Men endnu engang viser livet mig, at det aldrig bliver, som man troede og planlagde (som om, man kan planlægge livet!). Jeg er (endnu) ikke hende, som terper hvilket puslebord man bør have, jeg tjekker ikke daginstitutionerne i området (det er der flere der gør, under deres graviditet!). Jeg er ikke hende, som skriver stolpe op og stolpe ned, om hvordan graviditeten skrider frem. Jeg ved stadigvæk ikke, hvilken autostol der har vundet FDM testen. (er det ikke FDM?)

Skyld. Det er så nemt, at føle skyld. Måske særligt, som gravid (og senere som mor). Det er så nemt, at gøre noget forkert. Jeg vil så gerne gøre det hele rigtigt, men det er en umulig mission. Jeg vil så gerne vide det hele, men jeg orker ikke, at sætte mig ind i det hele. Jeg synes (også) at det er hårdt, at være gravid. Det er også dejligt. Jeg elsker det også. Jeg glæder mig over, at jeg er gravid, det gør jeg virkelig. Men det er også hårdt. Og det må du gerne sige højt. Det ville faktisk være rart, hvis du sagde det højt, så jeg føler mig mindre alene. Det er skønt at være gravid, jeg er lykkelig over, at jeg så nemt kunne blive gravid igen. Jeg elsker allerede Spir så højt og på en måde, som jeg ikke elsker nogen andre. Jeg glæder mig til, at blive mor. At kysse, drage omsorg, se mit barn vokse op. Jeg glæder mig til, at amme, jeg glæder mig til at bade Spir, lærer han/hende at cykle, smører madpakker, vaske tøj som en gal, jeg glæder mig til, at skabe en familie med min mand. Det er en rutsjebane. Det er som at tage et hovedspring ned i en dyb, mørk sø. Du aner ikke, hvad der venter dig. Men du har kastet dig ud, frivilligt. Jeg glæder mig, men det er fandeme også hårdt. Det er en rejse.

Del endelig dine tanker i kommentarfeltet. Du behøver ikke at være gravid, for at føle skyldfølelse. Det kan også være at du har valgt en uddannelse (eller job), som du burde være glad for, men som du ikke er glad for. Eller du måske har en kæreste, som på papiret er perfekt, men som bare ikke er perfekt for dig. Eller måske er du mor, og føler dig skyldig over, at du ikke elsker at være mor, hver eneste dag. Del endelig. Det skal ikke være tabu. Skyld er en grundfølelse, ligesom sorg, vrede og glæde er. Du er aldrig alene.